Massedrab uden licens

"Hamilton - i nationens interesse"

Her er Hamilton (Mikael Persbrandt) ved at forklare våbenfabrikanten, hvad der vil ske, hvis han ikke melder sig selv.
Drab 23. februar 2012 05:00

Kontraspionage-officer Carl Hamilton er modsat vores allesammens James Bond ikke i besiddelser af en "license to kill". Med det forhindrer ham dog ikke - i skikkelse af svenske Mikael Persbrandt - i at myrde et næsten uoverskueligt antal skumle modstandere i denne meget effektive actionthriller. Oprindeligt blev figuren skabt af den svenske forfatter Jan Guillou ,efter at han selv var blevet dømt for spionage, i forbindelse med Ib-affæren, der involverede flere svenske hærofficerer. På den måde kunne Guillou i fiktiv form omgå det forbud, som han havde fået mod at delagtiggøre andre i sin viden om lyssky forhold i kontraspionagen. I filmens begyndelse har Hamilton infiltreret en bande våbensmuglere, der er ude på sælge 200 højteknologiske GPS-styrede missiler til afghanske oprørere. Netop som våbenoverdragelsen skal finde sted, bliver både smuglere og oprørere angrebet af en veltrænet gruppe lejesoldater. Det lykkes Hamilton at undslippe og vende hjem til Sverige, hvor han efter fire månederes fravær opsøger sin kæreste, lægen Maria Solska (Fanny Risberg). Hamilton har planer om at forlade tjenesten og starte et nyt liv med hende. Men et uventet drab, som vil komme til at plage Hamilton til hans dødsdag, og kipnapningen af en svensk våbenekspert, Lagerbäck (Gustaf Hammersten), sætter en stopper for den plan. Og Hamilton må afsted igen sammen med et internationalt sikkerhedsfirma for at befri den svenske statsborger. Mikale Persbrandt er ikke dårlig i rollen som Hamilton. Han har det både stålsatte og blide blå blik samt fysik og macho-udstråling til at spille skruppelplaget, men også toptrænet agent. Rundt omkring ham er rollerne også besat af gode skuespillere. Pernilla August gør det i bedste "Borgen"-stil som svensk statsminister med anstændigheden i behold, mens David Dencik er sat til at spille servil vicestatsminister med sin helt egen ikke helt stuerene dagsorden. Her er så rigeligt med drab og lemlæstelser på den der højeffektive måde. Ganske brutale nedslagtninger ind i mellem faktisk. Midt i al den tempofyldte afvikling kunne du godt savne mere fokus på filmens centrale underliggende budskab. Nemlig at den internationale våbenindustri, her i blandt den svenske, altid må være interesseret i, at der er marked for deres højteknogiske produkter. Og hvordan sikrer man så det? Selvfølgelig ved at sikre at der altid er gang i nye krige. Denne konflikt og bekæmpelsen af den bliver i filmen her reduceret til et personligt opgør mellem den gode Hamilton og den onde lejesoldat Miller (Leo Gregory). Og det er lidt en skam. Men ellers er det skam både barsk og tempofyldt action. Og på den måde gennemprofessionelt. Ganske lige som Persbrandt i rollen som agent uden licens til at dræbe. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Hamilton - i nationens interesse" Sverige, 2012. Instr.: Kathrine Winfeld En time, 48 min. Till. o. 15 år. Danmarkspremiere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...