Masser af gravøl til fin begravelse
Købmanden lukker men kulturen består i St. Brøndum - festlig afsked med Birgit Møller Sørensen, der vender tilbage til bøgerne efter 13 år
ST.BRØNDUM: - Det er den første begravelse, jeg har været med til, hvor afdøde selv har inviteret, bemærkede Rebild Kommunes kulturkonsulent Arne Arildsen, da han i går ligesom massevis af andre kom for at sige farvel og rigtig mange tak for en bemærkelsesværdig indsats for kulturen til bogantikvar Birgit Møller Sørensen og en masse aktive lokale folk omkring hende og Kulturkøbmanden i St. Brøndum.
Bygningerne er solgt til trædrejer og møbelsnedker Mads Christensen fra Svanfolk, så både købmand og netcafe lukker, mens huset fortsætter som kulturelt hus i byen. Foreningen bag Kulturkøbmanden fortsætter også bl.a. med et snapselaug, som ikke uden videre kan lukkes.