Masser af musik ved Tall Ships Races

Wafande og Dodo & The Dodo’s er blandt de mange navne, der skal underholde

Der er lavet et omfattende musikprogram til Tall Ships Races i Aalborg. Arkivfoto <i>Pressefotograf Henrik Bo</i>

Der er lavet et omfattende musikprogram til Tall Ships Races i Aalborg. Arkivfoto Pressefotograf Henrik Bo

AALBORG:Når nogle af verdens smukkeste skibe kommer til Aalborg fra 1.-4. august, så omdannes hele havneområdet til et festområde med cafeer, boder og hyggeområder. Der bliver musik fra seks scener - fire i Aalborg og to i Nørresundby.

- Det er selvfølgelig de smukke sejlskibe, som vækker udlængsel og historisk nysgerrighed, der tiltrækker publikum, og når de nu er der, vil vi også gerne give dem en ekstra oplevelse, hvor der er noget at se på og lytte til. Vi laver Danmarks mest mangfoldige midtby-musikfestival under The Tall Ships Races, og alt er naturligvis gratis, siger Bramwell Flyckt, der er formand for arrangementsgruppen.

Musikfestivalen byder blandt andet på kunstnere som Wafande, Ankerstjerne, Liga, Joey Moe, Go Go Berlin, Zididada, Dodo & The Dodo’s - samt et par gode overraskelser, der først offentliggøres senere.

Den store scene - Utzon Stage - kommer til at ligge på Slotspladsen.

- Der skal være noget for alle, så vi har både de meget populære og de lidt mere eksperimenterende kunstnere, fortæller Bramwell Flyckt.

Scene ved Musikkens Hus

Som noget nyt opsættes en friluftsscene ved Musikkens Hus - Plinten - hvor der præsenteres et tematisk program over flere dage. Der bliver to dage med jazz, en dag med world music og en dag med singer-songwriters.

I Nørresundby indrettes en open-air scene – Stigsborg Café - til børneunderholdning i eftermiddagstimerne og forskellig musikalsk underholdning i aftentimerne.

På havnen i Nørresundby rejses et stort telt - Rythm Club - hvor der præsenteres et blandet program med alt fra indie- til popmusik. Her kan man opleve Broken Twin, Marie Frank, Christian Hjelm, Claus Hempler, Thomas Buttenschøn, Souvenirs, Sigurvin Sigurdson og mange flere.

Også plads til folkemusik

Der bliver også en scene med plads til forskellige former for folkemusik. Det sker i teltet - Roots Club i Jomfru Ane Parken - hvor man kan møde en bred vifte af folk-præget musik. Det er navne som Folkeklubben, Stig Møller & Peter Ingemand, Phoenix, Sorten Muld, Djursland Spillemænd og mange flere.

Kulturfærgen OM:FORM kommer til at danne ramme om eksperimenterende musik.

Det fulde musikprogram offentliggøres senere på sommeren på www.tsr15.dk og www.facebook.com/tsraalborg

Det er i øvrigt fjerde gang, at Aalborg er vært for The Tall Ships Races. Tidligere er det sket i 2010, 2004 og 1999. Med et samlet besøgstal på 2,4 millioner har The Tall Ships Races været de største begivenheder i Aalborgs historie.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.