Masser af nye vindmøllejob til Aalborg

Siemens Wind Power øger bemandingen kraftigt på sin vingefabrik i Aalborg

Foto: Peter Mørk <i>Foto: Peter Mørk</i>

Foto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

AALBORG:Efter et 2013 uden de store armbevægelser bobler optimismen på ny i vindmølleindustrien, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

Frontløberen er Siemens Wind Power, der står over for at skulle øge bemandingen på sin vingefabrik i Aalborg med mere end 30 pct.

- Beskæftigelsesmæssigt oplever vi for øjeblikket en bølgetop i Aalborg. Derfor har vi brug for at ansætte ca. 450 mand. Det gør vi primært ved at tage folk ind som vikarer, og løbende vil en del af dem så blive konverteret til faste medarbejdere, siger Jan Kjærsgaard, adm. direktør i Siemens Wind Power A/S.

Når de mange nyansættelser er på plads, vil der dagligt være 1.850 ansatte på Siemens-fabrikken i Aalborg.

Jan Kjærsgaard forklarer den massive oprustning med, at man netop har udvidet fabrikken med 20.000 kvm, der skal huse produktionen af 75 meter lange vinger til selskabets nye superhavmølle på 6 megawatt (MW).

Men det er ikke kun i Nordjylland, at væksten har tag i Siemens, lyder meldingen.

- Den største vækst sker i Aalborg, men der vil også være en afsmittende effekt i Brande, hvor vi samler bagenderne på møllerne, siger Jan Kjærsgaard uden præcist at sætte tal på, hvor mange ekstra folk der bliver behov for i det vestjyske i de kommende måneder.

Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien, forklarer, at det generelt går langt bedre i branchen, end hvad man forventede for bare et år siden.

Dengang stod pilen på jobbarometeret på nulvækst.

I dag tales der om en forsigtig, men gryende optimisme i hele branchen, der tæller op mod 300 underleverandører, lyder meldingen.

- Der er ingen tvivl om, at det går gradvist bedre. Der er kommet rigtig mange ordrer ind i løbet af 2013, som nu for alvor begynder at sætte sig hele vejen ned gennem værdikæden, siger Jan Hylleberg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.