Masser af succes
Unge BI’ere klar til slutspil
Opdateret kl. 10:46
BRØNDERSLEV: Ungdomsafdelingen i BI-Bordtennis fortsætter med at imponere. Efter weekendens kampe i såvel pigedivisionen som juniordivsionen er klubben tæt på for første gang nogensinde at sende både et pigehold og et drengehold til slutspillet om DM-medaljer.
Juniorerne, der har holdfællesskab med Vejle, vandt søndag 8-3 over rivalerne fra Sisu. Og selv om Bjarke Krog kæmpede med en lungebetændelse lykkedes det at få 7-7 mod et stærkt Viby-hold. Ud over Bjarke Krog spillede BI’s Rasmus Schøn også sammen med holdkammeraterne fra Vejle. Med søndagens tre point forsvarer holdet førstepladsen i rækken. Med kun to kampe tilbage af grundspillet er holdet fire point foran Sisu på tredjepladsen og er derfor snublende tæt på at være sikret én af de to pladser til slutspillet om DM-medaljer. De sidste kampe i grundspillet spilles 26. marts.
Hos pigerne fortsætter BI 1 med Agnete Kranker og Amalie Nørgaard deres suverænitet. Søndagens to sikre sejre bringer holdet op på imponerende 10 sejre i 10 kampe. Dermed er holdet seks point foran Billund på tredjepladsen, så tre point i de resterende fire kampe er nok til at sikre pigerne en plads i slutspillet. De kan sikres, når også pigerne spiller 26. marts. Anna Ansø og Victoria Cramer på BI 2 måtte endnu en gang konstatere, at de mangler de sidste marginaler for at vinde holdkampene. De tætte kampe i fem sæt bliver tabt og dermed tabte holdet også begge kampene med 4-1.
Søndag blev der også spillet kampe i rækkerne lige under divisionerne. Her beviste BI, at nye talenter er på vej til snart at gøre sig gældende i divisionsrækkerne. Hos Yngre Drenge vandt BI-holdet bestående af Rasmus Ilsøe, Jacob Laursen og Sylvester Johannesen 9-1 over både Viby og Silkeborg. Dermed har holdet halvvejs i turneringen kurs mod finalerne om det jyske mesterskab. BI’s drengehold vandt også den ene kamp 9-1. Men den anden kampe tabte Mads Lindholm Christensen, Jonathan Pedersen og Nicolai Christensen med knebne 6-4. Alligevel holder holdet fast i førstepladsen i rækken inden de næste spændende opgør på BI-Centeret lørdag 4. marts.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.