Matti Breschel kører i Aalborg
World Tour-rytter slutter sig til Tour de France-trio i gadeløb
CYKLING: VM-sølvvinderen på landevej fra 2010 slutter sig til startlisten i gadeløbet Spilnu.dk Grand Prix, der køres i Aalborg fredag 24. august. 33-årige Matti Breschel, der til daglig kører for World Tour-holdet EF Ducation First, slutter sig dermed til en række andre gode danske navne i løbet.
Tour de France-trioen Michael Valgren, Søren Kragh Andersen og Jesper Hansen har tidligere meldt deres ankomst til Aalborg, hvor løbet køres på en lukket rundstrækning i byens centrum.
- Matti Breschel kommer til start som en af favoritterne i løbet, og jeg er meget tilfreds med at det er lykkes at lave en aftale med ham, siger arrangør Jonas Mikkelsen i en pressemeddelelse.
De er dog tre år siden, at Matti Breschel sidst vandt et løb. Dengang i 2015 vandt han to etaper i Post Danmark Rundt.