Sport

Mattsson ville have mere med fra Vejle

Pointdeling på Vejle Stadion gav blandede følelser i Vendsyssel-lejren

Cheftræner Joakim Mattsson og Vendsyssel FF fik et enkelt point med fra Vejle. Foto: Claus Søndberg
Cheftræner Joakim Mattsson og Vendsyssel FF fik et enkelt point med fra Vejle. Foto: Claus Søndberg

VEJLE: Vendsyssel FF kunne søndag tage fra Vejle med et enkelt point, som blev sikret på en uskøn scoring i overtiden, hvor Ayo Simon Okosun og Bjarke Jacobsen skabte ravage i værternes målfelt.

Der var usikkerhed om, hvem der fik skubbet bolden det sidste stykke over målstregen, men Ayo Simon Okosun blev udråbt som ophavsmanden til 1-1-scoringen.

- Da vi rundede det 90. minut, stod der stadig 1-0 til Vejle, og som kampen udvikler sig, er jeg selvfølgelig godt tilfreds med, at vi får et point. Ser man på hele kampen, er jeg dog lidt skuffet over, at vi ikke får mere med herfra, siger cheftræner Joakim Mattsson.

Vendsyssel FF fik dermed udbygget stimen uden nederlag til at tælle ni kampe i træk, men opgøret på Vejle Stadion kommer ikke til at gå over i historien.

- Det var meget lige ved og næsten for os. Vi var ikke skarpe nok på banens sidste tredjedel, hvor der skal lægges gode indlæg og samles op, men jeg synes egentlig, vi havde fint styr på kampen, hvis man ser bort fra det første halvandet minut, siger Joakim Mattsson med henvisning til værternes føringsmål, der blev sat ind allerede efter et minuts spil.

Pointdelingen i Vejle betyder, at Vendsyssel FF indtager fjerdepladsen i tabellen. Vendelboerne har dog en kamp i hånden sammenlignet med de øvrige tophold i 1. division.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden