Max gas i guldbilen
Dennis Hedegaard Sørensen har netop vundet DM i folkerace
17-årige Dennis Hedegaard Sørensen, som bor ved Skovsgård, vandt for nylig DM i folkerace, klasse U18 på Løvelbanen ved Viborg. Det var et tæt løb, så kørerne kæmpede om stillingen i a-finalen. Dennis har kørt siden han var 14 år, og det er efterhånden blevet til 30 pokaler. Blandt andet vandt han i 2013 og 2014 bronze.
Dennis har planer om at fortsætte med at køre folkerace sammen med de voksne (Klasse 1, red.) til næste år. Han er mekanikerlærling hos Peugeot i Aalborg, og på sigt drømmer han om køre rallycross, men det rækker lærlingelønnen ikke helt til. Derfor nøjes han med at give den gas i den guldfarvede Opel Astra 2,0.