Skolevæsen

Med inspirationskilden i baghaven

Lene Rasmussen er betaget af naturen og bruger den i sin kunst

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den 61-årige kunstner har udsigt til åbne marker og træer - og på en god solskinsdag, kan hun skimte Vesterhavet fra sit vindue.

I den yderste række huse mod vest i Saltum har Lene Rasmussen slået sig ned. Her har hun udsigt mod de store vidder, og på en god klar solskinsdag kan hun skimte en smal stribe Vesterhav fem kilometer væk. Inde i stuen har månedens kunstner sin tegne- og filosofistol, som hun kalder den. Når hun sidder her og tegner, er det på simpleste vis med en træplade under papiret, hvor blyanten ihærdigt arbejder sig frem mod det endelige resultat. Og har hun brug for, at tankerne letter, løfter hun blikket og kigger ud over markerne. Eller mod himlen og dens skyformationer. For én af Lene Rasmussens vigtigste inspirationskilder finder hun i naturen og oftest i den nordjyske. Den 61-årige kunstner er både tegner og billedhugger, og i de over 30 år som udøvende har hun skabt et væld af skulpturer, flest portrætter af mennesker og dyr. En lang række af disse skulpturer kan ses som udsmykninger i Nordjylland, blandt mange andre bronze- og granitskulpturen "Generationernes møde" på Torvet i Nørresundby, "Mennesket" i bronze og stenskulpturen "Initiativstenen" står begge i Brønderslev, granit-"Skildpadden" i Blokhus - og ikke mindst har Lene Rasmussen skabt både skulpturen "Alfreds plov" samt billedstenen "Himlen og jorden" til hjembyen Saltum. Sidstnævnte udsmykning fra 2010 er den sidste af kunstnerens skulpturer. For Lene Rasmussen må sande, at hun ikke længere magter at lave skulpturer. Hendes knæ og ryg er slidt op efter de mange års hårde arbejde med tunge materialer. - Det er så vidunderligt at hugge i granit og arbejde med bronze, så jeg er meget ked af, at jeg ikke længere kan lave skulpturer. Men det giver mig også rigtigt meget at tegne, fortæller marts måneds kunstner. - Jeg har tegnet så meget, men bliver aldrig træt af det. Til tegninger samler jeg stof meget længe og alle vegne. Man kan ikke lede sig frem til motivet. Det skal opstå. - Jeg finder primært inspirationen i naturen. Men især efter vi er kommet til København, er jeg også blevet meget inspireret af byrum og bygninger, forklarer hun. Siden 1999 har Lene Rasmussen nemlig delt sit liv mellem hovedstaden og Saltum - sammen med sin mand Hugo Haagensen, der har været lærer på Løkken Centralskole og også arbejdet som intern revisor hos den daværende Hvetbo Herreds Sparekasse i Saltum. Ud over huset i det nordjyske har de en lejlighed på Frederiksberg i en ejendom med 10 boliger for kvindelige kunstnere. - I Saltum er der en langsommere puls og mere ro til at filosofere i de store landskaber. I København kommer man op i puls, så begge steder giver mig meget. - Og det er vigtigt for mig også at være i København, fordi jeg er medlem af kunstnersammenslutningen Corner, som er et fællesskab, hvor man selv må være aktiv. Vi har netop holdt vores 80 års jubilæumsudstilling på Sophienholm i Lyngby, siger kunstneren. Hun er også aktiv i Kvindelige Kunstneres Samfund, som blev stiftet i 1916, og hvor hun bl.a. laver frivilligt organisatorisk arbejde med at registrere arkivmateriale fra kvindelige kunstnere gennem tiden med henblik på, at arkivet skal videre til Det Kgl. Bibliotek. - Det er nok den lidt nørdede side af mig, men det er vældig spændende at sidde med breve fra malere som Anna Ancher og Anne Marie Carl Nielsen, forsikrer nordjyden, der i øvrigt lokalt er medlem af Vrå-udstillingen. Lene Rasmussen er født 10. november 1950 i Horsens, hvor hendes far var landbrugskonsulent. Da hun var otte år blev forældrene skilt, og hun flyttede sammen med sin mor, sin to år ældre søster, Lykke, og den fem år yngre bror, Lars, til Silkeborg, hvor moren uddannede sig til lærer med efterfølgende job på Vittrup Skole og senere på Løkken Centralskole. - Min mor har altid været meget interesseret i kunst og kultur, så jeg kom meget på kunstmuseer. Min far tog os med ud på landet til andre oplevelser, så det var en god kombination, fortæller kunstneren, der helt fra barndommen tegnede og modellerede meget. Hun tog realeksamen fra Løkken Centralskole, men inden hun forlod skolen var hun i erhvervspraktik hos guld- og sølvsmed-kunstneren Bent Exner, der den gang boede og havde værksted i Røde Hede ved Kaas. - Det fik virkelig stor betydning for mig, for det var første gang, jeg var i en kunstnerverden. Det var helt fantastisk, og efter praktikugen kom jeg hos Exner i et stykke tid for at lave et smykke færdigt. Jeg lærte arbejdsdisciplin og formverden, og at man kan bruge sit liv på kunsten. Her blev jeg klar over, at jeg ville være kunstner og arbejde med tegning og skulptur, mindes den 61-årige. Det blev i første omgang en uddannelse som tegner hos virksomheden Avnby Skilte i Hjørring, hvor hun efter tre år i lære var blevet rigtig god til at håndtegne bogstaver, som bl.a. blev overført til facader. Samtidig knoklede hun løs med sine kunstværker med det for øje at komme ind på kunstakademiet, men blev dog ikke optaget første gang hun søgte i 1969. - Det var også meget uskolede ting, helt frit fra leveren og også efterligninger af Picasso. Men jeg var så heldig, at da værkerne skulle hentes, var der én af akademiets undervisere, der gav udtryk for, at her da var noget at arbejde videre med. Det var fantastisk dejligt at høre, for normalt får man ikke en tilbagemelding. Derfor flyttede jeg til København for at arbejde videre, siger Lene Rasmussen, der begyndte på Glyptotekets tegneskole og sideløbende tog ved lære af en billedhugger. Øveriet ud i kunstens verden resulterede i, at hun i 1973 kom ind på Det Kgl. Danske Kunstakademi og endte på akademiets billedhuggerskole, hvor hun efter eget udsagn blev undervist af en superprofessor, nemlig Erling Frederiksen. - Han lærte mig at finde ind til mit eget udtryk gennem mine iagttagelser i naturen og i modeller og portrætter. Jeg lærte blandt meget andet at skærpe mit syn på rumoplevelser, understreger Lene Rasmussen. Da hun i 1980 var færdiguddannet fra kunstakademiet, flyttede hun til Saltum og blev gift, og i lokalsamfundet mødte hun stor imødekommenhed blandt borgerne. - Jeg har fået lov til at modellere rigtig mange mennesker her. Ældre som yngre. F.eks. en ung ekspedient i Brugsen, siger kunstneren og peger på den gravide Tove, som står i stuen - foreviget som en træskulptur. - Når jeg arbejder med skulpturer, sætter jeg først et jernstativ klar, så skal jeg måske bruge 100 kilo ler, som modelleres op omkring stativet. Efterfølgende laves gipsafstøbninger, og så har jeg i det her tilfælde hugget videre i træ. Andre gange er det i granit, eller skulpturen er blevet støbt i bronze. - Da jeg begyndte som billedhugger, arbejdede jeg figurativt. Senere har jeg udviklet mit arbejde med at lave formforskydninger - forenklet formen, hvor abstraktionen er dybere. - På samme måde har jeg også udviklet tegningerne, så nogle af mine nyere ting har større abstraktion. Jeg har netop solgt to tegninger til Statens Kunstfond, og det er jeg meget glad for - for det er første gang, at kunstfonden har købt mine ting, lyder det fra en stolt Lene Rasmussen. Disse to tegninger er fra en serie på fem fra det indre København, nemlig Helligåndskirken, pladsen omkring den og træerne. Værkerne er 78x70 centimeter. - Det har taget mig et halvt år at lave de fem værker, og tegnemæssigt har jeg prøvet at undersøge møderne mellem lodret og vandret, mellem geometiske og organiske former, mellem hvidt og sort, og hvad der findes mellem yderpunkterne, forklarer kunstneren, der selv mener, at det har været virkelig godt og udviklende for hende at udforske de større formater og skabe serier i stedet for enkeltværker. Det arbejder hun videre på hen imod 70 års jubilæet for Vrå-udstillingen til august, hvor hun er blandt udstillerne. Kunsten har trukket så store ressourcer, at Lene Rasmussen bevidst har valgt ikke selv at få børn. - Jeg elsker andres børn, men jeg har ikke fortrudt, at jeg ikke selv har sat børn i verden. For det ville have været synd for dem. Jeg har en mærkelig hensynsløshed i forhold til mit arbejde. Jeg går fuldt og helt ind i arbejdsprocessen, og det giver ikke plads til børn. Det var Hugo klar over, da vi giftede os, og det har han været helt med på, fortæller kunstneren. Og at gå den noget usikre kunstnervej, rent økonomisk, har aldrig naget hende. - Jeg har altid haft i baghovedet, at hvis jeg ikke kunne leve af min kunst, så kunne jeg bære at have et arbejde ved siden af, f.eks. rengøring og plejehjemsarbejde, som jeg har erfaring med, siger Lene Rasmussen og fastslår: - Når kunsten betyder ens liv, så skal man gå den vej. Derfor Lene Af Gorm Spaabæk, kurator for Kunst i Avisen Hvorfor Lene Rasmussen? Første gang jeg mødte Lene Rasmussen var på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1979. Det var i form af en portrætbuste, hun havde udført efter en af min bekendte. Jeg mødte her en energi, som var bundet i en ren og klar form. Et værk der var skabt, da Lene Rasmussen stadig var elev på Kunstakademiet hos professor Erling Frederiksen. Og Erling Frederiksen havde selv været elev hos Charles Despiau. Og Despiau igen havde været elev og assistent hos Rodin, der igen havde været i mesterlære som billedkunstner. Og hans lærer igen? Ja det er nærmest en lang ubrudt række tilbage til Michelangelo. I den kæde sås og overleveredes en adfærd, holdninger og en fortalt tradition. Et fag og en værkstedstankegang, hvor indlæring skete i en proces, i arbejdet, i en her stadig levende mesterlære. Det går ud på at blive ved, til det er rigtigt. Til det beskrivende er så meget på plads, at værket slipper sit motiv og lever i sin egen ret og regelmæssighed. At få det til at ligne er som udgangspunkt en begynderproblematik. Noget man kan lære. Det er et kendt og velbeskrevet billedkunstnerisk værktøj, som det er muligt, at slide sig til. Men udover det - forbi det - ses en undersøgelse i ældgamle diskussioner: At sætte modsætninger op imod hinanden. Hvor meget fylder f.eks. en sort farve i en given billedflade i forhold til lyset eller papirets egen farve og tekstur? Eller stregretning og længden af en streg. Eller en figurs størrelse, i forhold til en anden? Alt er underordnet i sin helhed, der hos Lene Rasmussen emmer af en stor stilhed og en iboende og tæmmet energi. Det er udtryk for en tilgang til arbejdet, der i generationer er vandret fra mester til elev. Set på den baggrund, ser jeg Lene Rasmussens arbejde, som en tidslomme. Sublimt i sin egen og selvvalgte ramme, hvor Lene Rasmussen bærer og udvikler på en række værdier, der i vor tids idé- og kommunikationssamfund ikke længere sætter dagsorden. Det går ud på stadigt og stædigt at arbejde sig ind til formen. At bryde den op. Finde, begribe og beskrive bevægelsesmønstre, forbi det genkendelige til en form, der lever i sin helt egen præmis. Let er det her ikke. Det tager sig ikke ud. Er ikke indsmigrende. Ikke lækkert og kvikt. Men som jeg ser Lene Rasmussens værk, er det et mirakel, at den slags viden, kan opleves og ses lyslevende her i dag. Blå bog Født 10. november 1950 i Horsens. 1973-1980: Det Kgl. Kunstakademi, billedhuggerskolen. 1980: Flytter til Agertoften i Saltum og bliver gift med Hugo Haagensen. 1986-1988: Lærer på billedhuggerskolen ?på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus. 1999: Får lejlighed på Frederiksberg i København - og har samtidig bopæl i Saltum. Blandt mange udstillinger: 1979: Debut på Charlottenborgs Forårsudstilling 1979-1981: Kunstnernes Påskeudstilling 1979 og 1981: Kunstnernes Efterårsudstilling 1984: Separatudstilling på Skive Museum 1983, 1987, 1989, 1991: Gruppeudstillinger, Vendsyssel Kunstmuseum Fra 1997: Medlem af Vrå-udstillingen Er repræsenteret på: Statens Kunstfond. Arbejdermuseet. Egnssamlingen, Saltum. Kunstbygningen i Vrå. Ny Carlsbergfondet. Skive Kunstmuseum. Vendsyssel Kunstmuseum. Aalborg Kommunes Kunstfond. Københavns Kommunes Kulturfond. Midteropslaget Månedens kunstværk til avisens læsere - som ses på bagsiden af midteropslaget i dagens papirudgave af NORDJYSKE Stiftstidende 1. marts - - har fået navnet "Strandrum/Saltum", og motivet er fundet en vinterdag i december, men inden den sidste streg blev sat, havde Lene Rasmussen brugt en måned på sit arbejde. - Jeg havde besluttet, at motivet skulle være heroppe fra og tog til Saltum Strand. Det er helt fantastisk at se mod nord mod Rubjerg Knude med den enormt bredde strandflade, som lyser, og så det kolossale himmelrum, der hvælver sig op over. Havet ses i siden af tegningen, men det har en underordnet rolle, forklarer Lene Rasmussen, der også har placeret en bil, et menneske samt en hund, og disse elementer er dimensioneret meget småt. - Det har jeg gjort for at vise kulturen mod naturen - de små mod den mægtige natur, fortæller hun og stiller sig selv spørgsmålet: hvorfor vil jeg gerne tegne det, der er langt væk? Og hun svarer umiddelbart: - Noget af det sværeste for én er, når nogen dør. Det er et tab. Når man iagttager noget, der er meget langt væk, er det ligesom, at man får den tabsfornemmelse igen. Man kan aldrig genskabe en kontakt til den afdøde. - Jeg kan godt konfronteres med en melankoli i mig selv. Den er tydelig for mig. - Når jeg ser noget langt væk, føler jeg mig tiltrukket af at tegne det - det spejler en evighed, fordi man jo bare er en lille bitte brik i en stor evighed, mener Lene Rasmussen.