Medicin skal hjælpe Würtz
Mandagens scanning viste, at det er en betændelsestilstand i foden, der driller AaB-profilen
Opdateret kl. 17:03
AALBORG: Rasmus Würtz havde problemer med sin ene ankel under AaB’s træningslejr i Holland, og mandag kastede en scanning så lys over situationen.
- Det viste sig, at der var lidt betændelse derinde omkring en sene, og nu prøver vi at behandle det med lidt medicin til og med onsdag, og så må vi se, hvordan det føles på torsdag, siger Rasmus Würtz.
Midtbane-profilen håber på at kunne deltage i torsdagens træning, men de næste dage må han nøjes med at cykle og styrketræne for at begrænse belastningen på foden.
Succesfuld skånekost
Under træningslejren i Holland blev det kun til 45 minutters kamptræning mod Standard Liege. Flere træningspas blev afløst af løbetræning, og lørdagens kamp mod Ajax Amsterdam blev set fra sidelinjen. Foden har reageret positivt på sidste uges skånekost.
- Jeg synes allerede, at den er blevet lidt bedre, men nu har jeg selvfølgelig heller ikke irriteret den de seneste dage. Det er positivt, og hvis medicinen så kan tage det sidste, så er det jo rigtig fint, siger Rasmus Würtz, som endnu ikke tør spå om sin deltagelse i lørdagens premiere mod SønderjyskE.
- Det er selvfølgelig op til træneren (Kent Nielsen, red.), og det afhænger nok også meget af, hvordan det føles på torsdag, siger Rasmus Würtz.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.