Medier: Dusinvis af demonstranter dræbt i Kasakhstan

Ifølge polititalsmand blev demonstranter "elimineret", da de forsøgte at storme flere bygninger i byen Almaty.

TOPSHOT-KAZAKHSTAN-ENERGY-PROTEST-UNREST <i>Abduaziz Madyarov/Ritzau Scanpix</i>

TOPSHOT-KAZAKHSTAN-ENERGY-PROTEST-UNREST Abduaziz Madyarov/Ritzau Scanpix

Politiet i Kasakhstan har natten til torsdag lokal tid dræbt "dusinvis" af demonstranter.

Det skete, da demonstranterne angiveligt forsøgte at storme en række administrative bygninger i landets største by, Almaty.

Det oplyser en talsmand for politiet.

- I nat forsøgte ekstremistiske kræfter at storme administrative bygninger, politistationen i Almaty samt flere lokale politiafdelinger. Dusinvis af gerningsmænd blev elimineret, siger polititalsmand Saltanat Azirbek.

Talsmandens udtalelser er blevet delt af nyhedsbureauet Interfax-Kasakhstan. Også de russiske nyhedsbureauer Tass og Ria Novosti skriver om sagen.

Uroen i Kasakhstan begyndte i weekenden.

Her blev der indledt mindre demonstrationer imod regeringen i den vestlige region Mangistau. De blev antændt af vrede over dyrere brændstof.

Siden har uroen bredt sig til blandt andet Almaty. Og onsdag faldt regeringen på grund af urolighederne.

Kasakhstan har erklæret undtagelsestilstand i hele landet som følge af de voksende protester. Den er i kraft frem til 19. januar.

Under urolighederne er politi blevet angrebet. Og der har været stormløb mod regeringsbygninger og mod bygninger i lufthavnen.

Situationen beskrives som den største udfordring mod det autoritære styre i Kasakhstan i årtier.

Ifølge indenrigsministeriet har mindst otte politibetjente mistet livet under de voldelige sammenstød. Det rapporterer lokale medier.

USA og FN opfordrede onsdag myndighederne i Kasakhstan til at beherske sig i håndteringen af protesterne.

Det er Kasym-Jomart Tokajev, der er præsident i landet. Hans forgænger, Nursultan Nazarbajev, som gik af i 2019, udpegede ham som sin efterfølger.

Tokajev forsøgte at afværge yderligere uroligheder ved onsdag at annoncere, at regeringen går af.

Han annoncerede også, at han tager over fra Nazarbajev som leder af det magtfulde sikkerhedsråd. Det var et overraskende skridt i betragtning af ekspræsidentens vedvarende indflydelse.

Da protesterne voksede, sagde regeringen sent onsdag, at en undtagelsestilstand ville blive udvidet til hele landet. Den var i forvejen gældende i områder med uro og protester.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden