Politi

Medier: Vigtig plads for kasakhiske demonstranter er ryddet

Kasakhstan er ramt af protester. En central plads er nu ryddet ifølge russiske medier, skriver AFP.

I Kasakhstan har sikkerhedsstyrker i Almaty - den største by - torsdag ryddet den vigtigste, centrale plads for demonstranter.

Det beretter de russiske nyhedsbureauer Tass og Ria Novosti ifølge nyhedsbureauet AFP. Oplysningen kommer fra henholdsvis en reporter på stedet og det kasakhiske medie Khabar 24.

Kasakhstan har de seneste dage været ramt af store protester mod regeringen. Uroen blev udløst af høje priser på brændstof, efter at et prisloft på LPG, der er flydende gas, lørdag blev fjernet.

Protesterne har ført til voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter, og over 2000 personer er ifølge Reuters blevet anholdt.

Mindst 18 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne er ifølge de lokale myndigheder døde, hvoraf to er fundet halshugget, skriver nyhedsbureauet. Der er også meldinger om, at demonstranter skulle være døde.

Onsdag faldt regeringen på grund af urolighederne i landet. Torsdag er der for at dæmpe uroen ifølge AFP sat et prisloft på LPG, benzin og diesel.

Meldingen om prisloftet kommer fra regeringen. Det gælder i 180 dage. Men hvor højt det er - og om det sænker priserne med det samme - fremgår ikke.

Kasakhstan har erklæret undtagelsestilstand i hele landet som følge af de voksende protester. Den er i kraft frem til 19. januar.

Ifølge Ria Novosti har sikkerhedsstyrker torsdag også ryddet alle regeringsbygninger i Almaty.

Det står ikke umiddelbart klart, om der er tale om kasakhiske sikkerhedsstyrker, eller det er en del af den militære hjælp fra Rusland, som er kommet efter anmodning fra Kasakhstans præsident, Kasym-Jomart Tokajey.

Rusland har ifølge Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) interesse i at forhindre politisk forandring i Kasakhstan.

Det forklarede han tidligere torsdag. Kasakhstan var en del af det tidligere Sovjetunionen og ligger syd for Rusland.

- Rusland har en interesse i at fastholde sin kontrol med dele af det her post-sovjetiske rum, og de er jo i militæralliance med Kasakhstan, så det er på den baggrund, at tropperne kommer, sagde han til Ritzau.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden