Menneskelig fejl bag dødsulykke

Bilist stoppede ikke trods rødt blink ved jernbaneoverkørsel i Thisted

Svend Ole Jensen
Det var i denne jernbaneoverkørsel, det ældre ægtepar blev dræbt i september sidste år. Bilens fører stoppede ikke selv om det røde blinklys blinkede. Arkivfoto: Peter Mørk
Thisted 2. september 2015 16:36 - Opdateret 2. september 2015 16:57

THISTED: Det røde blinklys fungerede korrekt, da en ældre bilist krydsede jernbaneoverkørslen ved Kappelstensvej i Thisted sidste år i september og ramte et tog.

Det fremgår af havarikommissionens rapport efter ulykken, som kostede to ældre personer fra Mors livet.

Af kommissionens konklusion fremgår, at ”overkørslens hørende vejsignaler blinkede rødt, og at bilisten trods dette undlod at standse ved stoplinjen før overkørslen”.

Havarikommissionen kan ikke fastslå, hvorfor bilisten ikke stoppede.

Banedanmark har til havarikommissionen oplyst, at der ikke er konkrete planer om at forbedre sikkerheden i forbindelse med overkørslen før signalprogrammet indføres på jernbanestrækningen i 2020. Her vil overkørslen blive forsynet med langbomme.

Men havarikommissionen anbefaler, at Trafik og Byggestyrelsen sikrer, at sikkerhedsforholdene revurderes, og at eventuelle forbedringer udføres tidligere end 2020, hvor signalprogrammet skal gennemføres.

Der er tidligere sket ulykker i forbindelse med overkørslen. I 2013 fik en bilist sin bils bagende ind i overkørslen, men der skete kun materiel skade. Det var også tilfældet i 2005, da en bil blev ramt af et intercitytog. Her virkede advarselssignalet også, men bilisten blev blændet af solen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...