Frederikshavn

Boie er tilbage igen: Ny direktør med rødder i Frederikshavn Kommune

Den nye Teknik- og Kulturdirektør hedder Boie Frederiksen og har tidligere været centerchef i Frederikshavn. De seneste tre år har han virket i Odense.
Den nye Teknik- og Kulturdirektør hedder Boie Frederiksen og har tidligere været centerchef i Frederikshavn. De seneste tre år har han virket i Odense.

Nu er der sat navn på den person, der skal overtage posten som Teknik- og Kulturdirektør i Frederikshavn Kommune.

Det bliver Boie Skov Frederiksen, der 1. december tiltræder stillingen i Frederikshavn.

Han kommer fra en stilling som afdelingschef for erhverv og bæredygtighed i Odense Kommune.

Når han rykker teltpælene op fra det fynske til det nordjyske, kommer han til en arbejdsplads, som han kender særdeles godt.

Fra 2015 til 2018 var han centerchef for Center for Teknik og Miljø i netop Frederikshavn Kommune.

Nu vender han så tilbage til helt nye opgaver og en helt ny funktion – direktør i Frederikshavn Kommune med ansvaret for teknik- og kulturområderne.

- Jeg er virkelig glad for at få lov til at vende tilbage. Der sker fortsat så meget spændende, som jeg gerne vil være en del af.

- I Frederikshavn Kommune vil man virkelig noget, og det vil virksomhederne også.

- Her favner man det hele: turisme, fødevarer, det maritime og bæredygtighed.

- Jeg glæder mig til at få fingrene ned i det hele, siger Boie Skov Frederiksen.

Det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Boie Skov Frederiksen som ny direktør.

- Jeg glæder mig over, at vi får Boie tilbage. Vi kender ham som en dygtig leder, og han er klar til at fortsætte arbejdet for vækst og udvikling i vores kommune, siger borgmester, Birgit S. Hansen.

Boie Skov Frederiksen har tidligere været afdelingschef i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og har siden 2018 været i Odense Kommune, hvor han har haft ansvar for teknik, klima og miljø samt erhvervs- og iværksætterservice.

- Frederikshavn Kommune er en arbejdsplads med vide rammer og høj til loftet. Medarbejderne er kompetente og dygtige, og jeg glæder mig til at møde både de ”gamle” kolleger og alle de nye, siger Boie Skov Frederiksen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden