Helle er ny chef i Jammerbugt

Helle Liske Rosenvinge bliver ny HR-chef i Jammerbugt Kommune, som har over 3000 ansatte. Privatfoto

Helle Liske Rosenvinge bliver ny HR-chef i Jammerbugt Kommune, som har over 3000 ansatte. Privatfoto

Jammerbugt Kommune har ansat Helle Liske Rosenvinge som ny HR-chef. Hun starter i sit nye job 15. februar 2022. Den nye HR-chef kommer fra en stilling som chef for HR og Løn i Morsø Kommune. Det skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

Helle Liske Rosenvinge er 41 år og har en bred HR-profil samt en juridisk baggrund. Hun er uddannet cand. merc. jur. fra Aalborg Universitet og har derudover flere supplerende uddannelser i blandt andet ledelse og konflikthåndtering. Inden sin stilling som chef for HR og Løn i Morsø Kommune, har hun blandt andet været ansat som ledende HR-partner i Statens Administration i Hjørring og som jurist og kontorchef i Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune.

I ansættelsen har Jammerbugt Kommune blandt andet lagt vægt på, at den nye HR-chef har solid erfaring med HR og ledelse i kommunalt regi.

- Som vores nye HR-chef er det vigtigt, at man har ledelseserfaring og bred erfaring med HR-området. Det har Helle, og samtidig kan hun bidrage med sine juridiske kompetencer og erfaring med at digitalisere arbejdsprocesser, udvikle, rådgive og meget mere. Vi glæder os til at byde hende velkommen både som chef for HR, som vores nye kollega og som ny samarbejdspartner her i Jammerbugt Kommune, siger kommunaldirektør Holger Spangsberg.

Helle Liske Rosenvinge glæder sig også til, at hun starter i sit nyt job som HR-chef i Jammerbugt Kommune.

- Stillingen som HR-chef i Jammerbugt Kommune er en drømmestilling for mig. Jeg ser frem til at blive en del af en attraktiv organisation i en branche og i en geografi, som jeg kender godt, og hvor omdrejningspunktet er sammenhængskraft, HR, ledelseskultur og en åben og positiv organisationskultur. Jeg glæder mig til som HR-chef at bidrage til rammerne for den bedst mulige arbejdsdag for medarbejderne i hele organisationen, siger Helle Liske Rosenvinge.

Helle Liske Rosenvinge bor med sin mand Martin og deres to børn i Aalborg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.