Mere gratis musik fra Tone
Publikum til tre koncerter i maj får nye numre foræret med opfordring til at sprede musikken på nettet.
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:43
Den eksperimenterende Aalborg-musiker Tone har ikke tænkt sig at fravige den kurs, hun har lagt siden sit debutalbum "Small arm of Sea" fra 2008: Nemlig at de, der vil lytte til hendes musik, skal kunne gøre det uden at flå dankortet op af lommen. I maj udgiver hun en ep som forsmag på et kommende album, og musikken fra ep'en har hun sammen med ekstramateriale kopieret til 100 USB-nøgler, som hun vil forære til publikum ved tre koncerter i henholdsvis Aalborg, København og Aarhus. - Herefter er folk velkomne til at sprede musikken på internettet via sociale netværk og fildelingstjenester, siger Tone med det borgerlige navn Sofie Nielsen i en pressemeddelelse. Tone udgiver sin musik gennem pladeselskabet Uhrlaut Records, der er kendt for at forære gratis downloads væk ud fra den filosofi, at det er billig markedsføring, der rent faktisk virker. Jo flere gratis downloads, jo flere plader bliver der solgt, og jo flere kommer der til koncerterne. - Jeg synes, det er spændende at lade lytteren blive en del af processen og være med til at skabe et musikfællesskab med hinanden. Samtidig synes jeg også, det er vildt nervepirrende at overlade musikkens skæbne i hænderne på de folk, som kommer til mine koncerter, og derfra følge med i de mekanismer der er i delekulturen, siger Tone videre. Hun forærer for første gang ep'en "Black Duck" væk ved en koncert på Platform4 i Aalborg onsdag 16. maj. Hendes kommende album, der endnu ikke er navngivet, skal efter planen udkomme til efteråret på vinyl.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.