Mere om 1814
Folkeuniversitetet i Skagen fortsætter rækken af foredrag i forbindelse med adskillelsen af Danmark og Norge.
SKAGEN: Hidtil har vi hørt den lange historie fra dengang Margrete samlede Norden og til dengang Danmark holdt på den forkerte hest under krigene i begyndelse af 1800-tallet. Og vi har hørt om magt og kultur efter 1814, hvor vi blandt andet fik et spændende indblik i betydningen af B.S. Ingemanns historiske romaner.
Dette leder naturligt frem til det næste foredrag, som handler om national identitet i Danmark og Norge de følgende 200 år. Adskillelsen af landene får store konsekvenser for de to folks selvopfattelse.
I Danmark gør man en dyd af nødvendigheden ud fra en ”småt er godt” tankegang. Norge skaber en national identitet fra grunden. I Danmark kommer skandinavismen og nationalismen til at gå hånd i hånd.
I Norge bliver det lige omvendt: Skandinavisme og nationalisme bliver modsætninger.
Lektor i historie Lars Hovbakke Sørensen vil fortælle om disse forskelle i selvforståelse og deres betydning for ideerne om en fælles nordisk identitet helt op til vore dage.
Foredraget afholdes torsdag 27. marts klokken 16.30 Kappelborg.