Mere stjernestøv over tidens mest omtalte elbil
Den nye VW ID.Buzz er blevet kåret til årets varebil i Europa
Opdateret 07. oktober 2022 kl. 14:17
VINDER: Opmærksomheden har allerede været enorm, men nu får den nye VW ID.Buzz endnu mere lys den kan sole sig i.
ID.Buzz Cargo, som er gulpladeudgaven af den nye elbil, er således blevet valgt til International van of the Year 2023.
Bilen blev lanceret i København i august, og det har haft stor betydning.
- At ID. Buzz Cargo er kåret til ”International Van of the Year 2023” er prikket over i’et. Vi var så heldige, at København blev udvalgt til værtsby for den internationale præsentation af ID. Buzz og Buzz Cargo, og det har affødt en enorm opmærksomhed omkring modellen. Vi og vores forhandlere har aldrig oplevet en så intens interesse for en ny model, siger Ib Jacobsen, som er direktør hos Volkswagen Erhvervsbiler i Danmark.
De 24 europæiske jurymedlemmer gav Buzz’en 110 point, kun få point foran sin nærmeste udfordrer, den nye Ford Pro E-Transit.
Renault Kangoo E-Tech Van, Nissan Townstar Zero-Emission og Mercedes-Benz eCitan blev i fællesskab placeret på tredjepladsen. De andre kandidater omfattede nye modeller fra Fiat Professional Doblò & Scudo-serierne.
ID. Buzz Cargo er seks centimeter kortere end en Passat Variant, men den har alligevel et stort varerum på 3,9 m3, hvor der er plads til eksempelvis to europaller. Den tilladte totalvægt for ID. Buzz Cargo er 3.000 kg, og den maksimale nyttelast er 650 kg, og de må trække op til 1.000 kg. Adgangen til varerummet sker gennem en højtåbnende bagklap eller en skydedør i passagersiden, men den kan også bestilles med en ekstra skydedør i venstre side og dobbeltdøre i stedet for bagklap.
Bilen har samme teknik som personvognsudgaven, altså et batteri på 77 kWh, en rækkevidde på 415 km, opladning op til 170 kW og en elmotor til baghjulene, der yder 204 hk.
Volkswagen åbner for bestilling af ID. Buzz Cargo i løbet af den kommende måned og den introduceres hos de danske forhandlere til januar med priser fra 329.995 kr. ekskl. moms.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.