Messe er lige om hjørnet Planlægning af Thorup-Klims forårsmesse har været i gang længe

Det er 14. gang, at der afholdes forårsmesse i Thorup-Klim Hallen. Michael Bygballe
THORUP-KLIM:Støtteforeningerne for Thorup-Klim Boldklub og Thorup-Klim Ungdoms- og Gymnastikforening er allerede langt med planlægningen af messen i Thorup-Klim Hallen, som foregår i dagene 8. - 9. marts 2014. Det er gået forrygende med salg af stande, og der kunne allerede for en måned siden meldes total udsolgt af de 42 stande.
- Det er meget glædeligt med den store opbakning fra udstillerne til vores forårsmesse, siger Henrik Agesen, Klim, og fortsætter: Rigtig mange af udstillerne er gengangere, hvilket vi betragter som en stor succes.
Det er ligeledes på plads, at borgmester, Mogens Gade åbner forårsmessen, og planlægningen af modeshows, hårshows og gaveshows begge dage er godt i gang. Der vil ligeledes foregå masser af anden underholdning for såvel børn som voksne under messen. Man håber på over 2000 besøgende som på de seneste forårsmesser i Thorup- Klim Hallen. I 2012 gav messen et overskud på godt 100.000 kr. til deling mellem de to støtteforeninger.
Det er 14. gang, der afholdes forårsmesse i Thorup-Klim Hallen. pm
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.