Morsø

Messe skal hjælpe unge med valg

Uddannelsesmesse slår dørene op i Aalborg Kongres og Kulturcenter

Uddannelsesmessen Uddannelse Uden Grænser vil hjælpe unge af med stress. Her er det unge, der i Aalborg Kongres og Kultur Center i januar måned sidste år forsøgte at indkredse den helt rigtige uddannelse. Arkivfoto: Michael Bygballe
Uddannelsesmessen Uddannelse Uden Grænser vil hjælpe unge af med stress. Her er det unge, der i Aalborg Kongres og Kultur Center i januar måned sidste år forsøgte at indkredse den helt rigtige uddannelse. Arkivfoto: Michael Bygballe Michael Bygballe

Opdateret kl. 13:28

MORS: Det er hårdt at være ung. Man skal have de rigtige karakterer, den rigtige uddannelse og den rigtige fremtid. Og man skal gerne have styr på det hele i en ung alder.

Flere rapporter peger på, at unge i dag er mere stressede end nogensinde før. Den stress skal nordjyske unge hjælpes af med ved blandt andet at deltage i uddannelsesmessen Uddannelse Uden Grænser.

- Vi ved alle sammen, hvilket enormt pres, der ligger på de unge i dag. Vi kan hjælpe dem ved at gøre uddannelsesvalget en smule lettere og mere informeret, siger arrangør af messen Kim Ingwersen.

På messen kan man møde de fleste videregående uddannelser i Danmark samt virksomheder, højskoler og andre tilbud.

Sideløbende med messen afholder Studievalg Nordjylland et Studie - og Karrieredagsarrangement med forskellige uddannelsesoplæg.

Messen er åben for alle nordjyske gymnasieelever, men andre kan også tilmelde sig oplæggene og få noget ud af dagene.

- Vi har valgt at åbne oplæggene for alle, fordi der i dag findes en stor gruppe unge, der aldrig er kommet i gang med noget efter deres ungdomsuddannelse. Dem har vi som samfund også brug for - og vi vil gerne hjælpe dem godt på vej, siger Kim Ingwersen.

Uddannelse Uden Grænser afholdes 22. og 23. januar i Aalborg Kongres og Kultur Center. Begge dage er der åbent kl. 8.30-16, og der er gratis adgang for alle. Tilmelding skal ske på www.uug.dk.

Gå til relaterede emner

Forsiden