Aalborg

Messeliv i Gigantium

Kæmpe rykind med masser af udstillere i weekenden

Gigantiums attraktive beliggenhed og gunstige tilkørselsforhold med gratis parkering er yderligere en grund til at forvente et kæmpe rykind, fastslår Lasse Jørgensen. Det skete også sidste år, hvor det dog kneb med at få kareterne placeret pænt og ordentligt. Arkivfoto: Grete Dahl.
Gigantiums attraktive beliggenhed og gunstige tilkørselsforhold med gratis parkering er yderligere en grund til at forvente et kæmpe rykind, fastslår Lasse Jørgensen. Det skete også sidste år, hvor det dog kneb med at få kareterne placeret pænt og ordentligt. Arkivfoto: Grete Dahl. Foto: Grete Dahl

AALBORG: 250 udstillere står klar når messerne Gør din bolig bedre og Liv & Stil – Smagen af Danmark løber af stablen i den kommende weekend 2.-3. november.

Det er InterComp Danmark, der står bag messerne, som de har gjort det de sidste mange år.

Det er tre år år siden InterComp flyttede fra Aalborg Kongres og Kultur Center til det nyopførte Gigantium, som siden har vist sig at være et perfekt match til messerne.

De to messer ventes at tiltrække 35-40.000 gæster, og de kan ifølge direktør Lasse Jørgensen, InterComp, forvente at blive bombarderet med alle former for sanseindtryk.

Udstillernes store interesse i at være repræsenteret på de to messer skal blandt andet ses i lyset af det stigende forbrug, som har kunnet registreres, og som synes at indikere, at det igen går mod bedre tider.

Det er eksempelvis baggrunden for, at Samsung på messen lægger beslag på 200 kvm for at vise, hvordan fremtidens hus indrettes med det mest avancerede udstyr fra elektronikken og den virtuelle verden.

Besøgende, der lægger vejen forbi for at stifte nærmere bekendtskab med møbelbranchens nye design, vil heller ikke gå forgæves, ligesom køkkenfirmaerne bliver stærkt repræsenteret på messen.

De besøgende lades heller ikke i tvivl om, at vi er på vej ind i en grøn tidsalder forstået på den måde, at energiforbedring bliver et af messens hovedtemaer, hvilket understreges af de udstillede varmepumper, isoleringsrådgivning samt udskiftning af døre og vinduer som energibesparende foranstaltninger, der begunstiger familiens varmeregnskab.

Dette forklarer samtidig tilstedeværelsen af et større opbud af håndværksfirmaer, hvis tjenesteydelser er delvis fradragsberettiget som følge af de nye skatteregler. På messen vil der blive rig lejlighed til at komme i kontakt med håndværkere og få vejledende tilbud.

Heller ikke på livsstilssiden kommer det til at skorte på attraktive tilbud, og i denne sammenhæng er det nærliggende at forudse en vis kønsmæssig opdeling.

Mens det kvindelige publikum må formodes at føle sig tiltrukket af tøjmode, smykker og kosmetik, vil mændene være i flertal på de stande, som tilbyder smagsprøver af champagne, vin og øl fra alternative bryggerier. Når det gælder hotelophold, rejser og wellness skiller vandene derimod mindre.

Messernes er åbne begge dage fra 10-17.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden