Microsoft betaler milliarder til statskassen
Historisk beslutning i danmarkshistoriens største skattesag kan aflæses i statsregnskabet
DANMARK: Verdens største softwarefirma Microsoft har overraskende valgt at betale et større milliardbeløb til den danske statskasse, i hvad der betegnes som danmarkshistoriens største skattesag.
Det bekræfter Microsofts danske kommunikationsdirektør, Anders Adelhorst, over for DR Nyheder.
- Selvom sagen forsat kører, har vi af respekt for den videre proces valgt at deponere et beløb til Skat i september 2013, mens begge parter søger en løsning, skriver han i en mail.
- Vi har stor respekt for det danske retssystem og er fortrøstningsfulde i forhold til, at sagen falder ud til vores fordel, siger Anders Adelhorst.
Det vakte international opsigt, da DR Nyheder sidste år kunne afsløre, at Skat kræver næsten seks milliarder kroner i form af selskabsskatter, afgifter samt renter af Microsoft.
Ifølge Skat har Microsoft ikke afregnet korrekt med den danske statskasse, da selskabet i 2002 købte den danske it-virksomhed Navision.
Værdierne i Navision blev ganske enkelt sat for lavt, da patenter og rettigheder blev ført ud af det danske selskab efter købet, mener Skat.
Dermed blev selskabets overskud ført ud af landet, og statskassen gik glip af store summer, mener Skat.
Anders Adelhorst bekræfter, at sagen drejer sig om købet af Navision.
Ved at deponere beløbet, inden sagen er færdig, undgår Microsoft at skulle betale yderligere strafrenter af det enorme beløb - potentielt hundredmillioner af kroner - hvis selskabet skulle ende med at tabe sagen.
Sagen har kørt i årevis og været genstand for intense forhandlinger mellem de danske og de amerikanske skattemyndigheder om, i hvilket af landene værdierne skulle beskattes. Ifølge DR Nyheders oplysninger er man få måneder fra at nå en endelig aftale i sagen.
Beløbet, Microsoft nu har indbetalt, er så stort, at det direkte kan aflæses i statsregnskabet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.