Mikael fik job trods sin autisme
Autismecenter samarbejder med Coop for at få ASF-ramte i arbejde
AALBORG: I Fakta-butikken på Thulebakken i Hasseris knokler 23-årige Mikael Graungaard løs for at fylde hylden med agurker.
Mikael er autist, eller mere præcist: han har autisme-spektrum-forstyrrelse (ASF).
Han er den første i Nordjylland, som er ansat i projekt ”Klar til start”.
Projektet er et samarbejde mellem Autismecenter Nord-Bo og Fakta koncernen, hvor unge og voksne med ASF gennem et 22 måneder langt forløb uddannes i butiksarbejde og efterfølgende er sikret et job i en af Coops butikker.
- Hvis vi skaber de rigtige rammer, så borgere med ASF kan fungere på virksomhederne, får de en værdifuld og rigtig stabil arbejdskraft, siger Andreas Overgaard, afdelingsleder på Autismecenter Nord-Bo.
ASF er ikke et synligt handicap, men en medfødt udviklingsforstyrrelse, som kan have vidt forskellige symptomer. Fælles for personer med ASF er dog, at de ofte kræver meget tryghed i form af en rutinepræget hverdag.
Mikael Graungaard har problemer med sin korttidshukommelse, som gør det svært for ham at finde rundt og lære nye steder at kende.
Fakta-butikken i Hasseris, hvor han begyndte i virksomhedspraktik i november sidste år, er han dog helt fortrolig med.
Han begyndte med at arbejde i butikken en enkelt dag om ugen, men nu arbejder han fire dage hver uge.
Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende lørdag.