Mikkel Beckmann til Hobro IK
Tidligere profil hos FC Nordsjælland og Randers har indgået en halvandetårig aftale med superligaklubben

Mikkel Beckmann er ny spiller hos Hobro IK. Foto: Dannie De Neergaard
HOBRO:Hobro IK har torsdag skrevet kontrakt med den 31-årige offensivspiller Mikkel Beckmann, der senest kommer fra svenske IF Elfsborg. Aftalen løber frem til den 30. juni 2016.
- Vi er glade og stolte over, at det er lykkedes os at tiltrække endnu en spiller af denne kaliber. Mikkel Beckmann kan medvirke til at flytte holdet og klubben endnu mere. Vi får en spiller med rutine og masser af kampe på højt niveau, og det kan hjælpe os i forårets vanskelige kampe, siger sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.
Mikkel Beckmann debuterede i Superligaen for Lyngby BK tilbage i 2007 og har optrådt i seks sæsoner i den bedste danske fodboldrække. Det er samlet blevet til 128 kampe og 35 mål i Superligaen for henholdsvis Lyngby BK, Randers FC samt FC Nordsjælland, som Mikkel Beckmann forlod ved udgangen af 2012.
Udlandserfaring har Mikkel Beckmann endvidere samlet gennem sit ophold i den cypriotiske mesterklub APOEL Nicosia samt fra svenske IF Elfsborg, hvor han var på kontrakt frem til slutningen af 2014. CV´et tæller også syv A-landskampe for Danmark samt deltagelse i VM-slutrunden i Sydafrika i 2010.
- Jeg vil gerne takke Hobro og trænerteamet for at give mig chancen her i klubben. Den måde, der bliver arbejdet på i Hobro er en fed og anderledes måde, der passer rigtig godt til mig. Jeg er glad for at vi kunne finde en løsning og glæder mig vildt til at komme i gang, siger Mikkel Beckmann.
Hobro IK tager lørdag kl. 14.30 imod Randers FC i den sidste testkamp før sæsonpremieren 22. februar mod SønderjyskE i Haderslev.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.