Mikrobil med ekstra flair
Toyota Aygo med stoffoldetag er en kørende humørpille, så længe vejret er godt
Opdateret 16. september 2022 kl. 10:33
CABRIOLET: Høj sol og frisk sommerluft er ikke længere forbeholdt ejere af eksklusive cabrioleter.
Med en ny generation af mikrobiler, der kunne leveres med elektrisk stofrulletag, var oplevelsen for nogle år tilbage kommet inden for rækkevidde for flere.
I dag er de fleste dog forsvundet igen, og eneste mikrobil med kanvastag er Fiat 500 Cabriolet, som de kalder den, og så den nye Aygo X fra Toyota, som er udset som testbilen her. Hverken de ellers populære Hyundai i10 eller Kia Picanto fås længere med rulletaget.
Under alle omstændigheder er det sikkert og vist, at den helt nye åbenbaring fra Toyota er i landet nu, og lige tids nok til, at jeg i hvert fald kunne nå at nyde den herlige sensommer.
Merprisen er ganske beskedne 12.000 kr., og startprisen er på 157.000 kr. for en Toyota Aygo X Active Air, mens testbilen med det fine navn Pulse stryger op på 176.000 kr.
I alle tilfælde er det lette elektriske stofrulletag noget, som ændrer bilens karakter. Især på en sommerdag, hvor taget hurtig ryger tilbage, selv om du bare skal et smut hen om hjørnet.
Her er nemlig alle de rigtige cabriolet-indtryk, hvor fuglene synger, og duften af det nyslåede græs breder sig i kabinen.
Det oplukkelige gardin i Aygo X kører således helt tilbage til bagsæderne, og det blafrer ikke som i en gammel 2CV.
Til forskel fra den gamle hippielimousine så er bilens rulletag også elektrisk. Et tryk på en knap, og ti sekunder senere kan du nyde udsigten til den danske himmel.
Fornuftigt støjniveau
Desværre er der jo ofte udsigt til en våd fornøjelse her i Danmark. Men det gør ikke noget, for i modsætning til de første modeller med denne type tag er Aygos kanvastag helt tæt. Faktisk slutter det så tæt, at selv på motorvejen kan to mennesker godt tale sammen. Det kan også fastfryses i to forskellige positioner og dermed variere graden af åbenhed.
Med taget helt tilbage kan du køre næsten uden vindstøj op til 60 km/ t.
Prisen synes ikke dyr for en bil, der også opfører sig som en guldfisk i vand, når den bliver kastet ud i en storbys kaotiske trafik.
Min sjette sans siger mig dog, at det nok kan være en noget anstrengende fornøjelse at køre den lille japaner i regn og blæst. Fordi den i og for sig geniale konstruktion med stoftag giver så meget vindstøj, at man nok ikke kan høre radio, når efterårsvinden hyler, og farten når op over de 110 km/ t.
Kører du ofte med høje passagerer, eller hører du selv til typen, vil jeg dog ikke anbefale bilen.
Hårgrænsen vil komme faretruende nær det trods alt noget spagfærdige tag.
Kendte kvaliteter
Ellers er den nye Aygo X, som vi kender den.
Heldigvis mest for det gode. Den klassiske danskerdarling er nemlig i store træk blevet til en ganske fremragende mikrobil.
Den ser frisk ud, er godt bygget og har det nødvendige sikkerhedsudstyr. Den kører minsandten også godt og nogenlunde behageligt, men den savner ordentlig motorkraft, for motoren med 72 hk er alt, alt for sløvsindet, og så mangler der ordentlig plads på bagsædet.
De 12.000 kr. til det magiske tag kan også være godt givet ud. Den billigste Fiat 500, hvor taget kan rulles af, koster fra 185.000 kr. og er i princippet bilens eneste konkurrent.
Konklusion
Intet stikker et stort foldetag i en lang dansk sommer, en anden ting er dog den endnu længere vinter...
- Pris: 176.990 kr.
- Aygo: fra 129.990 kr.
- Forbrug: 20,4 km/ l, WLTP
- Forbrug i test: 17 km/ l
- CO2 per km: 110 g
- Motor: 1,0 benzin med tre cylindre
- Hk: 72
- Nm: 93
- Topfart: 158 km/ t.
- 0-100 km/ t.: 15,6 sek.
- Trækvægt: 0 kg
- Mål: L: 370 cm, B: 174 cm, H: 151 cm
- Plusser: design, kvalitet, udstyr, køreegenskaber, økonomi
- Minusser: bagsædeplads, motorkraft, lidt høj pris.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.