Militærbase med danske soldater er forsøgt angrebet i Irak
For anden dag i træk er en international militærbase blevet forsøgt angrebet med droner i Irak.
Den irakiske militærbase Al-Asad, der blandt andet huser danske soldater, er tirsdag blevet forsøgt angrebet af to væbnede droner.
Det oplyser den internationale militærkoalition, som USA står i spidsen for.
De to droner blev skudt ned, før de nåede at forårsage skader.
- Angrebsforsøget lykkedes ikke. Alle styrker har det godt, siger en talsmand fra koalitionen, der bekæmper den militante gruppe Islamisk Stat.
Al-Asad har siden 2014 blandt andet været hjem for forskellige hold af danske soldater. Der er også i dag danske soldater på basen.
Tirsdagens angrebsforsøg er det andet på to dage i Irak.
Mandag blev en base, der blandt andet huser amerikanske soldater, forsøgt angrebet i nærheden af den internationale lufthavn i hovedstaden Bagdad.
Det angreb faldt på årsdagen for USA's drab på den iranske militærleder Qassem Soleimani. Han blev dræbt nær Bagdads lufthavn for to år siden - 3. januar 2020 - på ordre fra daværende præsident Donald Trump.
Noget kan tyde på, at mandagens angreb skulle gengælde det drab.
I hvert fald stod der "Soleimanis hævn" på en af de to droners ene vinge. Det viser videooptagelser fra den USA-ledede koalition.
/ritzau/AFP