Milliarder til grøn industri
Regeringsudspil sætter 3,75 milliarder grønne kroner af til økonomisk støtte
Opdateret kl. 08:35
HELE LANDET: Regeringen har fremsat et nyt lovforslag, hvor den vil afsætte 3,75 milliarder kroner til at støtte industrivirksomheder i at stille om til vedvarende energikilder i produktionen eller fjernvarme til opvarmning. Det skriver ingeniøren.dk.
- Med denne økonomiske indsprøjtning til det danske erhvervsliv sikrer vi, at de danske virksomheder kan være med i den grønne omstilling samtidig med, at det styrker deres konkurrenceevne. Målet er at sikre en af de mest effektive og grønne industrier i verden, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) i en pressemeddelelse.
Støtten er delt op i fire forskellige elementer, der hver især udmønter sig ved at definere grøn omstilling på forskellig vis. Virksomhederne kan søge om økonomisk støtte til at fuldføre omstillingen, lyder det ifølge regeringens udspil. Derudover skal støtten også gives til virksomheder, som erstatter fossile brændsler med fjernvarme til opvarmning, og der kan søges om støtte, hvis virksomheder på den ene eller anden måde energieffektiviserer yderligere sideløbende med omstilling til fjernvarme eller vedvarende energi.
Endelig gives der også støtte til kraftvarmeværker med industrivirksomheder som kunder, der skifter fra kul til biomasse. Ved at give økonomisk støtte til en sådan omlægning på kraftvarmeværkerne, skal der sikres reducerede varmepriser for virksomhederne.
- Jeg håber, der kommer mange ansøgninger fra virksomhederne. Det vil ikke kun være godt for klimaet, og det vil på længere sigt forbedre virksomhedernes konkurrenceevne, hvis de bliver uafhængige af fossile brændsler, som med stor sandsynlighed vil fortsætte med at stige i pris, siger Martin Lidegaard.
Klima- energi- og bygningsministeriet regner med, at det bliver muligt at søge om støtte fra sommer. Dermed er der i 2013 sat 250 millioner kroner af til grøn omstilling, mens der løbende vil blive sat 500 millioner kroner af om året til og med 2020.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.