Millionstøtte til vandmølle
Den gamle vandmølle i Vokslev restaureres - nu med hjælp fra fond
Opdateret kl. 13:11
VOKSLEV: Realdania har netop besluttet at støtte restaureringen af den gamle vandmølle i Vokslev, sydøst for Nibe. Støtten lyder på 1.225.000 kr.
I området har lokale foreninger sammen med Aalborg Kommune og Naturstyrelsen lavet Kultur- og Naturstien i Vokslev.
Ud over stiforbindelse omfatter projektet en geologisk udgravning med international interesse, naturgenopretning på en skråning langs Binderup Å, en udtynding af bevoksningen inde i Vokslev Kalkgrav, en blotlægning af de gamle fundamenter fra det gamle Vokslev Kalkværk, etablering af en grejbank fuld af undervisningsudstyr, etablering af en ny faunapassage forbi den dobbelte mølledam, som samtidig fik en tiltrængt oprensning.
Tilbage står, at den gamle vandmølle midt i naturområdet bliver restaureret. Vandmøllen er sandsynligvis fra år 1600 til 1700. En vandturbine fra 1927 er stadig intakt og driver mølleværket rundt uden problemer, når stemmet trækkes.
Projekt til over fire millioner
Møllelaugsforeningen, som blev oprettet i 2008, har opnået lokal opbakning og har 110 medlemmer. Møllelaugsforeningens primære formål er at få vandmøllen - Huul Mølle - restaureret. Sidste år lykkedes det møllelauget at købe vandmøllen af Hyldahl-familien, som havde ejet møllen siden 1882.
Restaureringsarbejdet er opdelt i fem etaper, og de to første, forberedende etaper er allerede gennemført. Tredje etape omhandler selve bygningsrestaureringen, og etapen har allerede opnået økonomisk støtte fra Aalborg Kommune, ligesom en lokal virksomhed har skænket kr. 25.000. Nu støtter Realdania med 1.225.000 kr.
- Det er glædeligt at se, hvordan er stor gruppe lokale ildsjæle påtager sig et ansvar for at bevare den gamle mølle og gøre den tilgængelig for offentligheden. Vandmøller, som Huul Mølle, er en væsentlig del af vores bygningskulturelle arv, idet de indgår som markante pejlemærker i historiske kulturmiljøer og dermed bidrager positivt til rekreative oplevelser for borgerne, siger arkitekt og projektleder i Realdania, Eske Møller.
Bygningsrestaureringen er budgetteret til i alt 4.200.000 kroner, hvorfor Møllelaugsforeningen håber, at andre fonde også vil bidrage.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.