Wieras mareridt: Min søn blev ramt af Taleban

- Jeg sad med en patient på mit arbejde, da telefonen ringede. Det var Forsvaret. Mine øjne begyndte at løbe i vand, og patienten kiggede forskrækket på mig og sagde "hvad sker der"? Jeg svarede "Min søn er blevet såret i Afghanistan. Jeg kommer tilbage til dig om lidt."

Wiera Lorentzen måtte 31. januar 2012 gå ud af sin lægekonsultation og sunde sig efter telefonopkaldet. Men det var svært. Følelsen af at miste var ikke fjern, efter at hun knapt et år forinden havde mistet sin mand i en tragisk trafikulykke. Nu bankede døden på døren igen.

- Jeg behandlede patienten færdig, men måtte aflyse de andre, som havde tid hos mig. Jeg kunne simpelthen ikke arbejde videre.

Havde det på fornemmelsen

Selv om det var et stort chok for Wiera, havde hun alligevel forinden haft en dårlig fornemmelse. Havde vidst, at noget galt kunne ske. For bedst som hun gik og glædede sig over, at hendes Jacob meget snart skulle komme hjem fra missionen i Afghanistan, fik hun en besked fra ham. Hans hold skulle på en ellers ikke planlagt operation.

- Jeg har selv været udsendt som læge til Afghanistan fem gange. Jeg ved af erfaring, at et af de farligste tidspunkter for soldaterne er, når der ikke er lang tid til de skal hjem. Så glæder de sig så meget, at de desværre nogle gange ikke er 100 procent opmærksomme på de farer, der er.

Dertil kommer at Jacob også inden afgang sagde: "Jeg har bad feeling. Jeg skal nok komme hjem i live, men jeg har bad feeling".

- Det gjorde mig bange. Jeg kunne ikke sove om natten og var ikke mig selv. For at få tiden til at gå uden at spekulere på Jacob, var jeg nærmest hyperaktiv. Jeg skulle foretage mig noget hele tiden. Og jeg var rædselsslagen.

Blev skudt tre gange

Det havde hun altså også god grund til at være. For to dage senere blev Jacob ramt af en berygtet snigskytte fra Taleban. Han blev skudt en gang i højre overarm og to gange i venstre ben.

På trods af, at han blev hårdt såret og mistede meget blod, lykkedes det alligevel for Jacob at give sine kammerater ordre til at skyde efter Jacobs angivne mål. Dermed ramte de danske soldater snigskytten, som længe havde været eftersøgt af andre internationale tropper.

Mens Jacob i bl.a. de amerikanske medier bliver udnævnt som en helt, blev Wieras angst for at miste sin søn større. Jacobs skader viste sig nemlig at være så voldsomme, at de ikke kunne behandles på felthospitalet i Afghanistan, så derfor blev han fløjet til Rigshospitalet i København. Her forsøgte Wiera at berolige resten af familien, ved at sige, at Jacob nok skulle klare den.

- Men han havde svære læsioner, havde mistet meget blod og måtte opereres igen. Jeg vidste som læge, hvilke komplikationer, der ville kunne tilstøde, så jeg var bange. Men jeg ville ikke lade det smitte af på hverken Jacob eller familien, så jeg holdt stand, siger Wiera.

Styrken fandt hun ved at være ved Jacobs side, og det kunne hun på grund af det danske forsvar.

- Forsvaret tilbød krisepsykolog. Forsvaret betalte for rejse, hotel, mad og ordnede i det hele taget alle de praktiske ting. Det betød, at jeg ikke skulle spekulere på andet end at være der for Jacob, og det gav mig et mentalt overskud.

Stolt over søn - og mand

Jacob klarede da også skærene, selv om han var tæt på at dø. I dag sidder han i kørestol, for skuddene i benet har krævet, at lægerne måtte fjerne halvdelen af hans lægmuskel og en fjerdedel af hans lårmuskel.

- Men jeg er sgu stolt af min søn. Mange medier har presset på for at interviewe "helten", men han vil ikke interviewes. Han føler, at han bare gjorde sit arbejde. For det var jo derfor, han tog af sted. Han brænder for at hjælpe de civile i Afghanistan og samtidige bekæmpe Taleban, og på den måde gøre vores verden til en bedre verden uden terrorister, som kan forpeste vores tilværelse.

Det vigtigste for Wiera er da heller ikke Jacobs heltegerning, men at hun har fået ham hjem i live. Det skyldes, mener hun, hendes afdøde mand.

- Jeg tror, der er mere mellem himmel og jord, end vi forstår. Når min søn har overlevet at stå foran en berygtet snigskytte fra Taleban, så må det være min Niels, der har holdt hånden over ham.

- De to elskede hinanden, og jeg tror ikke, jeg havde overlevet, hvis jeg havde mistet min søn. Det ved Niels, og derfor tror jeg, han holdt hånden over Jacob, siger Wiera Lorentzen.