Mindre tvang på sygehus
Motion bliver en vigtig del af behandlingen i Brønderslev
Af Esben Heine
esben.pedersen@nordjyske.dk
BRØNDERSLEV: Motion bliver i fremtiden et vigtigt led i behandlingen af patienter med psykiske lidelser på Brønderslev Psykiatriske Sygehus. Et udendørs fitnessområde og en multibane, hvor der skal være masser af aktivitet, er nye tiltag i behandlingen.
Projekleder er cand.scient. i idræt og psykologi Nicolaj Johansson, der er tilknyttet både Aalborg Psykiatriske Sygehus og Brønderslev Psykiatriske Sygehus.
Han fik hurtigt sygehusledelsen overbevist om, at det var en god idé med en sådan multibane.
En ny rapport viser, hvor vigtigt motion er i behandlingen af personer med psykiske lidelser.
- Det er planen, at ansatte og patienter sammen skal benytte fitnessområde og multibane. Når man dyrker aktiviteter sammen, nedbrydes grænserne mellem patienter og ansatte, og det får patienterne til at være mere frie.
Vigtigt led i behandlingen
- Motion er med til, at patienterne mere føler deres kroppe, og det kan hjælpe dem i deres sygdom, påpeger Nicolaj Johansson. Her er blandt andet en trampolin et vigtigt redskab.
Multibanen, der står helt klar i begyndelsen af det nye år, omfatter en boldbane med fitnessområde, hvor patienter kan kaste sig ud i fysiske aktiviteter såsom floorball, basketball, tennis, gymnastik, dans og pilates. Samtidig er der etableret et fitnessområde i tilknytning til boldbanen med forskellige fitnessredskaber og trampolin.
- Hidtil har vi primært benyttet os af den nærliggende skov til gåture og af et mindre motionsrum i ergo- og fysioterapien. Nu får vi skabt rammer, som skal motivere og inspirere både personale og patienter til mere fysisk aktivitet, siger Nicolaj Johansson.
Det er planen, at patienter fra både de åbne afdelinger og intensive sengeafsnit skal benytte de nye faciliteter.
- Fordelen ved, at de åbne afsnit også benytter multibanen, er, at det er med til at skabe motivation og underholdning. Vi vil opleve, at mange gerne vil være tilskuere, og så er der ikke langt fra, at man selv vil deltage, er Nicolaj Johanssons erfaring.
Flere tiltag
Region Nordjylland påpeger, at multibanen er et blandt flere tiltag i psykiatrien, der skal skabe mindre tvang i behandlingen.
Mange steder i regionens psykiatri er der sat fysiske aktiviteter i gang. Patienter cykler på mountainbikes, dyrker fitnessdans, spiller floorball og badminton. Fysiske aktiviteter er med andre ord blevet en del af hverdagen for patienterne.
I tilknytning til Aalborg Psykiatriske Sygehus er der en idrætshal, men det findes ikke i Brønderslev, og det var derfor, multibanen kom på tale.
- Vores prioritering af fysiske aktiviteter og nye udfoldelsesrum har en central plads i fremtidens behandlingspsykiatri. Der er ingen tvivl om, at vi vil se endnu flere tiltag i den retning, som skal være med til at nedbringe tvang, siger psykiatridirektør Per Lund Sørensen.
Nicolaj Johansson tilføjer, at der på Brønderslev Psykiatriske Sygehus i forvejen er en del idrætslige udfoldelser. Der holdes en del idrætsstævner, hvoraf Bakkecup med deltagelse af flere nordjyske institutioner er den mest kendte.
Eva Jensen, der er en aktiv sportskvinde, er en af dem, der vil benytte de nye tilbud.
- Jeg har i flere år gået til boksning og har bokset flere kampe, og jeg spiller fodbold, håndbold og badminton. Jeg er vant til flere timers daglig sport, fortæller hun.
Hun viste da også sin kunnen på multibanen, der kan bruges til flere forskellige sportsgrene.
Eva Jensen har været indlagt i tre uger, men ved ikke, hvor længe hun skal være på sygehuset.
På de intensive sengeafsnit er patienterne indlagt fra mellem nogle få dage til år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.