Mindre vold - flere ulovlige spillere
Markant fald i voldssager under DBU Jylland
RAVNSHØJ: Selv om antallet af afbrudte fodboldkampe på grund af vold mod dommere eller modstandere er faldet fra ni sager i 2014 til blot to sager i år under DBU Jylland, er det samlede antal af disciplinærsager for andet år i træk steget markant.
Især er de jyske seriehold opmærksomme på modstandernes brug af ulovlige spillere, og de sager er på himmelflugt.
Tendensen med færre voldssager skaber tilfredshed hos formanden for DBU Jyllands disciplinærudvalg, Kristian Nørgaard Thomsen fra Kvissel/Ravnshøj Idrætsforening, som også er formand for DBU’s Region 1.
- Det er rigtig dejligt, at de her sager bliver færre, og jeg glæder mig over den udvikling. Det ønskværdige mål er at komme ned på nul, siger han.
Der er dog stadig 25 yderligere voldssager i år, men hvor kampen ikke er blevet afbrudt. Dette tal er faldet fra 30 sidste år.
Fokus på god opførsel
- I foråret havde vi en undersøgelse, hvor både klubber, spillere, tilskuere og forældre var inddraget, og jeg har en forhåbning om, at nedgangen i antal voldssager skyldes vores fokus på god opførsel, siger Kristian Nørgaard Thomsen.
En del af kampene i DBU Jyllands turneringer er endt med en skrivebordssejr, og i følge DBU Jylland er antallet af protestsager steget med over 250 procent.
Især når det kommer til brug af ulovlige spillere, er klubberne i stærkt stigende grad på vagt overfor hinanden. Hvor der i 2013 var 73 af den type sager på DBU Jyllands bord, er tallet for 2015 helt oppe på 184.
Elektroniske holdkort
- Stigningen i antallet af sager, som omhandler ulovlig brug af spillere, skal nok først og fremmest findes i en ny procedure i registreringen af, hvilke spillere, man bruger, siger Kristian Nørgaard Thomsen som formand for DBU Jyllands disciplinærudvalg.
- Det er simpelthen blevet lettere at se, hvem der er registreret til kampene.
Trods mange flere sager ser formanden det ikke som et problem, når klubberne angiver hinanden.
- Jeg kan ikke forestille mig, at klubberne pludselig er mere ulovlige i deres brug af spillere, men ny teknik gør det altså mere synligt, konkluderer formanden for disciplinærudvalget.
Et år mere på posten
Tirsdag aften er der årsmøde i Region 1, og på forhånd vides det, at formanden for det kommende år også hedder Kristian Nørgaard Thomsen.
- Jeg er valgt for to år, og selv om det er tidskrævende og ulønnet, glæder jeg mig til endnu en sæson i spidsen for Region 1.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.