Minister afviser kritik: Tatovører kan stadig bruge farver
Forhandlere er klar med tatoveringsfarver, der lever op til nye EU-regler, siger miljøminister.

Pressemøde om Regeringens udspil ''Tættere på - Grønne byer og en hovedstad i udvikling'' Philip Davali/Ritzau Scanpix
Det skal være trygt for alle danskere at få en tatovering. Derfor har Danmark i ti år arbejdet på at få reguleret farverne, der bruges i tatoveringer.
Det siger miljøminister Lea Wermelin (S). Hun afviser tatovørers kritik af de nye EU-regler, som forbyder brugen af næsten alle de farver, der bruges i dag. Reglerne er trådt i kraft tirsdag.
- Der har været mere end et år til at omstille sig. Vi vil meget gerne hjælpe alle tatovører med den omstilling. Derfor har Miljøstyrelsen også dialog med tatovørerne.
- Der er allerede forhandlere, der siger, at de kan skaffe farver, som kan leve op til de nye regler, siger hun.
Formand for brancheorganisation Dansk Tatovør Laug Frank Rosenkilde mener, at de nye regler reelt betyder, at tatovører for nu kun kan bruge sort, gråtoner og hvid.
Men farver, der lever op til de nye krav, er altså klar ifølge miljøministeren.
De nye EU-regler medfører, at mere end 4000 kemiske stoffer i tatoveringsblæk forbydes. Årsagen er mistanke om allergi- og kræftfremkaldende stoffer i blæk.
Frank Rosenkilde mener ikke, at der er nok dokumentation for behovet for nye regler. Den påstand afviser miljøministeren pure.
- Det er ikke rigtigt, at der ikke er videnskabelig dokumentation bag det her. Der har været arbejdet på det i mere end ti år. Mere end 100 uafhængige eksperter har vurderet forslaget og gennemgået det videnskabelige arbejde.
- Det er et rigtigt stort skridt for forbrugerbeskyttelsen. Jeg kan ikke genkende kritikken af det forarbejde, der skulle være gjort. Forarbejdet har været stort og grundigt, siger Lea Wermelin.
Ifølge Frank Rosenkilde kan tatovører se sig nødsaget til at se stort på de nye regler for eksempelvis at færdiggøre store tatoveringsprojekter, der kræver den sidste farvelægning.
Det er en dårlig idé ifølge Lea Wermelin.
- Jeg synes, at det er vigtigt, at man som tatovør passer på sine kunder. Min klare anbefaling er, at man overholder de regler, der er, og søger hjælp hos Miljøstyrelsen, siger hun.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.