Minister ser på problem-vej to steder

Transportminister Ole Birk Olesen skal selv køre på smal vej til Skagen efter besøg ved dige-bro i Elling

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Borgerne i Elling og kommunen ønsker, at der bliver mere plads under hovedvejen til åen, så vandmasserne kan løbe videre ud i havet, og ikke stemmes op, som det sket i 2014. Arkivfoto: Hans Ravn.

FREDERIKSHAVN:På søndag skal Transport, Bygnings- og Boligminister Ole Birk Olesen (LA) på to besøg i Frederikshavn Kommune sammen med borgmester Birgit Hansen (Soc).

Først så stopper han ved Elling Å, hvor der er problemer med åens passage under Skagensvej. Ellingbesøget drejer sig om, at kommunen har postet millioner i et nyt dige, som skal forhindre oversvømmelse i Elling. Men for at borgerne skal sove roligt i den lille by, skal hullet til Elling Å under Skagensvej laves større, så å-vandet ikke standses og presses tilbage. Netop det skete under de store oversvømmelser i uge 42 i 2014. Skagensvej "ejes" af staten, og derfor skal ministeren overtales til at hæve vejen.

Derefter kører Ole Birk Olesen til Skagen, og kan så selv se, hvor vejen mangler at blive udbygget til en såkaldt 2+1 vej. Det er en 12 kilometer lang strækning til Skagen, der siden kommunalreformen i 2007 har manglet udvidelse, sådan som det ellers var planlagt. Nordjyllands Amt var gået i gang (og har udvidet ud over Hulsig Hede), men arbejdet blev stoppet, da staten overtog ansvaret. Det vil koste 70 millioner kroner at få de 12 kilometer udvidet.

- Men det er småpenge i forhold til hvad andre trafikprojekter koster, siger Jens Borup, der er formand for Skagen FF og talsmand for den gruppe af erhvervsfolk, som kæmper for at få vejstrækningen udvidet, og få ført cykelstien hele vejen ind fra Hulsig Hede og cirka tre kilometer ind til Skagen By.

- Det glæder os at Ole Birk Olesen nu har fået tid til at komme til Skagen. Han vil opleve vejen som trafikeret, og vi håber nu et flertal på Christiansborg finder pengene til den vejudvidelse, som vi var blevet lovet, siger Jens Borup.

- Den meget smalle strækning skaber flaskehals for al trafik til og fra Skagen, der ikke bare besøges af op mod to millioner turister om året, men også har Danmarks største fiskerihavn, hvor 25 procent af al dansk fisk landes, et af Danmarks største nybygningsværfter, Karstensens Skibsværft, der fx er afhængig af at kunne få leveret materialer og underleverandører til Skagen, og Danmarks største sildefabrik, Skagerak Pelagic.

Samtidig er Skagen Havn også Sveriges største fiskerihavn, hvor 40 procent af al svensk fisk landes.

- Det vil være nogle af de informationer, ministeren vil få af os, oplyser Jens Borup.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden