Minister skal se på ny adgangsvej til City Syd
Rasmus Prehn stiller spørgsmål til Ole Birk Olesen

Transportministeren skal se på et forslag om at koble motorvej E45 på City Syd. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
AALBORG:Et forslag fra byrådsmedlem for SF Jens Toft-Nielsen om at koble motorvej E45 på City Syd via Dall Rasteplads bliver nu fulgt op af transportordfører Rasmus Prehn (S).
I form af et såkaldt udvalgsspørgsmål har Rasmus Prehn bedt transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen forholde sig til artikel i NORDJYSKE, hvori Toft Nielsen foreslog at koble E45’s sydgående spor direkte til City Syd via Dall Rasteplads og videre ad Skudshalevej og Dall Vej.
Ifølge SF’eren vil mange bilister nordfra til City Syd vælge dén frakørsel fremfor at køre fra ved Indkildevej, hvilket igen vil mindske trafikbelastningen på Skalborg Bakke.
Rasmus Prehn kalder forslaget anderledes i forhold til, hvad der hidtil har været lagt op til.
- Det er forfriskende, at en borger på den måde tænker ud af boksen, og for mig som lægmand lyder det som en løsning, der godt kunne være brugbar. Omvendt ved jeg godt, at der sidder nogle teknikere, som har meget mere forstand på det end jeg, og som det vil være godt at få til at forholde sig til forslaget, så vi får afklaret, om det er noget, der dur, siger Rasmus Prehn, der også ser sagen som anledning til at påpege, at trafikken gennem Skalborg er et presserende problem.
Så udover at efterlyse svar på, om forslaget er realistisk, og om det kan indgå som 1. etape på en kommende ny Limfjordsforbindelse, spørger Prehn ministeren om denne har andre forslag, der kan aflaste trængslen på Hobrovej i Skalborg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.