Minister slår ned på spillehaller
Sætter ind mod svindel og sort arbejde

Spillehaller skal lukkes om natten, mener skatteministeren. Arkivfoto Scanpix Danmark
DANMARK:Sort arbejde og systematisk svindel med velgørende midler får skatteminister Benny Engelbrecht (S) til at bruge ”den store hammer” mod landets spillehaller, hvor der spilles på for eksempel enarmet tyveknægt. Det skriver Politiken tirsdag.
I et politisk indgreb, der bliver forelagt Folketingets partier i denne uge, vil regeringen lukke spillehallerne om natten for at forhindre sort arbejde. Samtidig vil regeringen afskaffe skatterabatten på de penge, spillehallernes giver til velgørende formål.
I dag kan spillehallerne slippe for skat på 95 procent af deres bruttoindtægt, hvis de sender pengene til lokale idrætsklubber og musikforeninger. Men flere kontrolbesøg og TV 2-programmet ’Operation X’ har afsløret, at spillehallernes ejere beholder de velgørende midler.
- Der er tale om så omfattende snyd og bedrag, at kontrol ikke er nok i denne branche, derfor ser jeg ikke andre udveje end at tage den store hammer i brug, siger Benny Engelbrecht til Politiken.
Mister ikke tilskud
Han understreger, at indgrebet ikke betyder, at foreningerne mister tilskuddet fra spillehallerne. Det bliver bare statens egne fonde og puljer, der fordeler de penge, der kommer i statskassen, når landets knap 1.300 spillehaller betaler skatter og afgifter.
- For det her er ikke en spareøvelse, lover ministeren, der vurderer, at udlodningspuljen hvert år indeholder 80 millioner kroner.
Regeringens offensiv bliver mødt med skepsis af formanden for Folketingets Skatteudvalg, Mads Rørvig (V):
- Det er meget vidtgående at lukke en hel branches mulighed for at drive virksomhed på visse tidspunkter af døgnet, siger Mads Rørvig.
Brancheforening skeptisk
Dansk Automat Brancheforening er ikke tilfreds, siger næstformand Claus Sundenæs:
- Hvis udlodningerne kommer til at foregå via en central statslig pulje, har de små klubber og foreninger jo ikke en chance for at få nogle penge, siger Claus Sundenæs.
Anderledes begejstret er Henrik Brandt, souschef på Center for Ludomani:
- Det er glædeligt, at man lukker spillehallerne i nattetimerne, for det siger sig selv, at man har et seriøst problem, hvis man sidder sådan et sted midt om natten”, siger Henrik Brandt til Politiken.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.