Ministrene lover at lytte
Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (RV) og miljøminister Kirsten Brosbøl (S) har fredag set de udfordringer, som grundejere og kommuner står med, når havet æder af kysterne
NØRLEV: Frustrerede grundejere ved Nørlev viste de sørgelige rester af deres sommerhuse frem for økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (RV) og miljøminister Kirsten Brosbøl (S). De to ministre var inviteret til strandbesøg i Hjørring Kommune, fordi Hjørring og Frederikshavn kommuner vil have hjælp til kystbeskyttelse. Problemet er allerede til at føle på, og klimaforandringer vil muligvis gøre opgaven endnu større.
- Vi magter ikke selv at løfte den opgave, og vi mener at det er et nationalt ansvar på lige fod med metrobyggeri, siger Hjørrings borgmester Arne Boelt (S).
Grundejere magter det ikke
Ved den seneste storm Egon røg der over ni meter ved Nørlev Strand og en række huse røg i vandet. Det til trods for at grundejerne havde gjort som anbefalet, nemlig at sandfodre. Men pengene rakte kun omkring 10.000 kubikmeter sand, og det viste sig at være langt fra nok.
En række grundejere i Nørlev ville derfor have svar på en række spørgsmål blandt andet om økonomisk kompensation. Hjørring borgmester vil gerne, at staten også hjælper de magtesløse grundejere, men der blev ved dagens møde ikke givet nogle løfter.
Ny analyse om kysterne
- Vi er ved at analysere på vores samlede kyststrækninger for at se, hvor de største udfordringer ligger i fremtiden. Når vi ved det, må vi se, hvordan vi organiserer os bedst muligt. Og der lytter jeg selvfølgelig meget til, hvad borgere og kommuner siger, fordi man har gjort sig nogle erfaringer, og det er vigtigt at få dem med i det arbejde, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S).
Rapporten om de danske kyster ventes afsluttet til efteråret.
Kysterosion går hurtigere
Hvert år forsvinder der i gennemsnit halvanden meter kyst i Hjørring Kommune, men enkelte steder er der de seneste tyve år i gennemsnit røget det dobbelte.
Hjørring Kommune og staten betaler tilsammen to millioner i kystsikring ved Lønstrup, mens staten bruger 90 millioner kroner til kystsikring i Hanstholm.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.