Mink-avlere sælger skind for tre milliarder

Gyldne dage for de nordjyske avlere på pels-auktion Kopenhagen Fur

Trods et lille prisfald er et enkelt minkskind stadig solidt over 500 kroner værd.

Trods et lille prisfald er et enkelt minkskind stadig solidt over 500 kroner værd.

De mange nordjyske minkavlere skovler penge ind på pels-auktionen Kopenhagen Fur. Auktionen har været i gang i seks dage, og der er solgt fem millioner skind til en samlet pris på 2,75 milliarder kroner, selv om priserne er faldet med seks procent i forhold til auktionen i april.

Gennemsnitsprisen på et minkskind er dermed over 500 kroner.

- Vi har igennem to år oplevet en konstant stigende minkpris, og det ser ud til, at vi nu har ramt loftet. Der er selvfølgelig en grænse for, hvor høj prisen kan blive. Det prisfald, vi har oplevet på juni-auktionen, opfatter jeg som et sundhedstegn, fordi branchen justerer ind i forhold til, hvad den forventer, detailmarkedet fremadrettet kan bære, siger adm. direktør Torben Nielsen, Kopenhagen Fur.
Det er især kineserne, der er vilde med de danske minkskind. Pelsbranchen boomer i Kina med opbygning af fabrikations- og detailcentre, som har mættet et meget sultent kinesisk hjemmemarked og imødekommet en solid efterspørgsel fra de klassiske pelsmarkeder i Europa, Nordamerika og Rusland.
Den danske minkproduktion har været stabil på omkring 15 millioner skind om året i de senere år, mens fx Polen har stigende produktion. Mange danske avlere har ifølge Torben Nielsen svært ved at opnå miljøtilladelse til at udvide deres produktion.
Når Kopenhagen Fur i september holder sin sidste auktion i salgssæsonen 2011/12, forventes den samlede omsætning at komme over 10 milliarder kr. for året.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.