Retspleje

Minkavler frifundet

Dyrlæge fra Fødevarestyrelsen vurderede ikke, at han havde håndteret to syge mink forsvarligt

En 57-årig minkavler fra Brønderslev-egnen blev frifundet ved retten i Hjørring. Han var tiltalt for at have håndteret to syge mink uforsvarligt og anklagemyndigheden mente, at han skulle have en bøde. En dyrlægen fra Fødevarestyrelsens veterinærrejsehold kom på uanmeldt kontrolbesøg på minkfarmen i september i fjor - samme dag som minkavleren var vendt hjem fra en kort ferie. Og dyrlægens opmærksomhed rettede sig på en mink, der tydeligt havde besvær med vejrtrækningen - ifølge dyrlægens vurdering led dyret. - Den skal du aflive, og det skulle du have gjort for længe siden, lød beskeden til besætningens ejer, der efterkom kravet med det samme. Dyrlægen betegnede i retten håndteringen af den syge mink som uforsvarlig, fordi den led under den forcerede vejrtrækning - men også fordi dyret gik sammen med en anden mink. Hun fastslog, at en syg mink skal isoleres for at beskytte den. Minken var i bedring Minkavleren forklarede i retten, at han netop havde fokus på den syge mink - den havde været i behandling med antibiotika, og var efterfølgende under observation. Af samme grund var buret med den syge mink markeret med et rødt skilt. Minkavleren vurderede, at minken var i bedring og havde derfor ikke aflivet dyret. Og minken spiste og bevægede sig, hvilke han tog som et tegn på bedring. Minkavleren, der har mange års erfaring i branchen, forklarede, at minken uden problemer gik sammen med sin makker. Han havde derfor ladet dyret blive i buret - også fordi den hermed bedre kunne holde varmen i redekassen. Dyrelægen blik faldt desuden på en mink i naboburet, der havde et sår på bugen og ligeledes gik sammen med en anden mink. Men dette forhold var ifølge dyrlægen fra Fødevarestyrelsen alene anmeldt, da der skulle ske anmeldelse af den vejtrækningsbesværede mink. Dyrlægen sagde, at minken med såret skulle isoleres, og det krav efterkom minkavleren på stedet, selvom han ikke var enig i dyrlægens vurdering. Minkavleren forklarede i retten, at denne mink havde haft en byld og havde været under observation og fået antibiotika, men at den var i så god bedring, at observationsskiltet på buret var fjernet. Faste dyrlægebesøg Minkavleren har to farme - den ene med 5000 dyr og den anden med 11.000. I retten kom det frem, at han i 2010 fik et påbud - og at fire hvalpe var blevet aflivet. Han fortalte i retten, at han og en medhjælper dagligt tjekker samtlige bure - og sætter et rødt markeringsskilt på bure med mink, der skal holdes under skærpet observation. Han har desuden frivilligt været tilmeldt en dyrlægefaglig sundhedsrådgivning siden 2003. Rådgivningen blev lovpligtig i 2010, og den tiltalte avler havde da også i august - kort tid inden Fødevarestyrelsens uanmeldte besøg - haft dyrlægen på besøg. Under besøget var håndtering af skadede og syge dyr blevet gennemgået. Opbakning fra egen dyrlæge Den rådgivende dyrlæge har en fortid i Fødevarestyrelsen og de seneste ti år har han haft mink som speciale. Og han var indkaldt som vidne af forsvareren. Dyrelægen havde ganske vist ikke set de to mink, der var årsag til retssagen, men han advarede mod den nul-tolerance, som han mener Fødevarestyrelsen har lagt op til, fordi branchen de seneste år har været i mediernes søgelys. - Hvor lidt skal der anmeldes for, lød hans retoriske spørgsmål. Og han bakkede minkavleren op i de vurderinger og dispositioner, han havde truffet. Han mener, det kan være fuldt forsvarligt, at dyrene ikke blev isoleret. At den afgørelse beror på et konkret skøn. Og han vurderede også - på baggrund af beskrivelserne - at dyret med lungelidelsen var i bedring og derfor ikke skulle aflives. - Det tager lang tid for en mink at komme sig efter en lungeinfektion, fastslog han. Hermed pegede de to dyrlægers konklusioner i hver sin retning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden