Mit liv som hund

Helene - 21 år - bor alene med sin mor. Hun er groft underkuet. Hun låses inde på værelset om natten. Mor siger, at ingen må røre hendes hår bortset fra mor. Og så vil mor ikke røbe, hvem der er hendes far. Helene får efterhånden en besættelse: Hun vil finde sin far, og hun spørger stort set alle mænd i den rette alder: "Hvor var du for 22 år siden". En dag lufter hun sin hund, Lille Bjørn, og pludselig stikker hunden af. Den løber ind på et teater. Og her er man i gang med at iscenesætte stykkket "Biroller". Og det er biroller, det handler om. Dels er det titlen på den roman af Erling Jepsen, som her filmatiseres. Og dels er det i birollerner, at denne film eksploderer i velskabt galskab. Sarah Hjort spiller den unge pige. Det gør hun - alderen til trods - med fabelagtig styrke. I store dele af filmen spiller hun hund. Det foregår nede på alle fire, mens hun snuser mænd i skridtet og logrer med røven. Det er fin, stille humor. Men der er også det gigantiske batteri af excentriske, exceptionelle biroller. Vi møder Store Steen (Peter Gantzler) og får at vide, hvorfor han bærer tilnavnet "Store" ("man får så ondt i røven efter at have været sammen med ham", konstateres det i filmen). Her er den psykotiske skuespiller og primadonna Beate (Stine Stengade). Her er teaterdirektøren Morten (Søren Østergaard). Er han Helenes far? Og her er forfatteren Allan (Nicolas Bro), der forsøger at bekæmpe sin skriveblokering med massive mængder af hash. Endelig er der Helenes forrygende neurotiske mord (Lotte Andersen), der lever et liv omgivet af troen på spøgelser og frygten for fortiden. Og som kun kan elske sin hund. Alle disse biroller er nogle forfærdelig skod-mennesker. Det er en flok kyniske, egomaniske, idioter med storhedsvanvid og psykiske ar på sjælen. Det er også i beskrivelsen af alle disse groteske personer, at vi finder det meste af filmens humor. For deres adfærd er simpelthen så outreret, at det skriger mod himlen. Dette er en flok mennesker, som ikke engang deres mødre kan holde af. Så utålelige er de. Og lige her er det så, at instruktøren Henrik Ruben Genz spiller et genialt kort: Han laver en Matador. Matador?!? Ja - en Matador: Han tager alle disse - undskyld udtrykket - røvhuller, og så instruerer han dem til også at være søde, kærlige typer, som vi kun kan elske. Det var det, Erik Balling gjorde i "Matador". Han lod der være masser af forsonende og hyggelig træk over selv de dummeste svin i "Matador". Kun én person - Ingeborgs eksmand, nazisten, er skildret usympatisk. Alle de andre karakterer elskede vi. Og vi elsker dem stadig 30 år efter! I denne film ender vi også med at elske vi hele menageriet af usympatiske teater-egoer, der tramper på alt og alle i kampen for overlevelse. Filmen er fortalt i et stille, tilbagelænet tempo. Humoren er stille og lige så tilbagelænet. Og det er rart. Henrik Ruben Genz' seneste film var den fantastiske, sønderjyske marsk-western "Frygtelig lykkelig". Denne film ligner på mange måder. Humoren er dog noget nedtonet. Men billesiden har samme overskud. Her er fede, mættede billeder i skæve vinkler. Her fortælles mange historier alene i billedsiden. Her er kulisser, der er spækket med detaljer og som gør, at man får lyst til at se filmen igen for at få det hele med. Men flottest står dog Sarah Hjort i rollen som mit-liv-som-hund. Følsom, psykisk forslået og mishandlet. Nedgjort hele livet. Ikke desto mindre får hun forløst en gigantisk indre styrke i løbet af filmen, og det er henrivende smukt. Med hensyn til filmens censur - 15 år - så er der ganske rigtigt nogle voldsomme scener i filmen. Men filmen er hårdt censureret, synes jeg. 11 år havde været en mere fair censur. Men husk: Børn må se alle film, hvis blot de er i selskab med voksne. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "Undskyld jeg forstyrrer". Instruktion: Henrik Ruben Genz Manus: Genz og Maja Jul Larsen 1 time og 30 minutter, tilladt fra 15 år Danmarkspremiere.