Modersmålet skranter
Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:09
Af Peter Michael Lauritzen, lektor, dr. phil., Henrik Rungs Vej 6, 9900 Frederikshavn, pmlauritz@gmail.com
UDDANNELSE: Angående den sproglige forarmelse i Danmark:
Jeg ved, det er kutyme og dekorum ikke at tale kritisk om uddannelserne i Danmark. For det er jo indlysende for enhver, at aldrig har uddannelserne været bedre!
Alle de unge, der får en uddannelse i dag, er så meget bedre rustet end de nogensinde har været.
Alle de spændende fag, de bliver undervist i, deres it-kompetencer, deres globale orientering – jamen, vi må klappe i hænderne over, at det moderne Danmark år efter år uddanner kandidater, der sørger for vores velfærd, påtager sig at uddanne nye generationer af unge, får erhvervslivet til at vokse og tjener kroner og ører til dette samfunds udvikling og anstændige pasning af børn og ældre. Sygehusvæsenet holder os raske i længere og længere tid; vi bliver ældre og ældre og flere og flere får en smuk alderdom.
Hvad er der at klage over?
Mit aktuelle udgangspunkt er, at tyskstudiet bliver nedlagt på Aalborg Universitet.
Alt for få orker at lære tysk, og det er klogere at satse på ingeniør- og it-studier, der har fremtiden for sig, og som skæpper i kassen, når kandidaterne kommer ud i virksomhederne eller selv laver virksomheder og begynder at tjene penge og betale skat. I det lange løb er fremtiden for universiteterne, at de bliver tekniske universiteter, fordi målestokken for, hvad uddannelser overhovedet nytter og gavner, er at de skal bidrage til dette samfunds vækst på den mest synlige måde. Der er ikke andre parametre for uddannelserne end dette samfunds vækst.
Hvor galt det står til med tysk-kundskaberne i Danmark så man tydeligt og pinligt, da forfatteren Daniel Kehlmann var i Danmark for at bidrage til fejringen af Nationalmuseets Tysklandsudstilling. PÅ DR 2’s program ”Deadline” kl. 22.30 ville man gerne interviewe Kehlmann, da han dog er en celeber forfatter af international betydning, men interviewet foregik på engelsk, som hverken intervieweren eller forfatteren beherskede som andet end et tillært, kunstigt sprog.
DR har åbenbart ikke på hjemmebanen en journalist, der er i stand til at interviewe på tysk. Det er simpelthen for dårligt!
Men også modersmålet skranter!
Jeg beklager, men det gør det. Danskfaget er i gymnasiet over de sidste 50 år blevet halveret: det gælder timer, pensum og skriftlige opgaver. Halveret! Konsekvens: Smalt ordforråd, dårlige udtryksfærdigheder, dårlige læseevner og mangelfuld beherskelse af skriftsproget og skriftlig fremstillingsevne! Litteratur- og åndshistorisk viden destilleret ned til petitniveau.
Er det noget, jeg ved?
Ja, jeg har for nylig deltaget i et evalueringsprojekt af gymnasiets faglighed (dansk, engelsk, matematik og fysik): rapportens offentliggørelse udskydes hele tiden af Undervisningsministeriet (hvorfor?), og jeg har for fem år siden deltaget i et Projekt Ny Litteraturhistorie med udgangspunkt på Københavns Universitet, der dokumenterede litteraturhistoriens forfald i gymnasiet, på universitetet og læreruddannelsen.
Der læses i dag et minimum af, hvad man engang læste! Det har konsekvenser.
Der er ikke noget i vejen med de unge elever og studerende: de er lige så entusiastiske og begavede som de altid har været. Men forældrene og forforældrene og deres politikere har kun ét sigte i kikkerten: tilpasning af alle studier til erhvervslivets behov. Det er også Socialdemokratiets politik (uanset hvad man siger for høflighedens skyld): humaniora er ikke og har aldrig været et hjertebarn for Socialdemokratiet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.