Møller-familien er tilbage
Tiden skrues tilbage til 1930 i Dorf Møllegård
Opdateret kl. 20:06
DORF: Møllerkone Karen Jensen anretter kaffe og kage til hendes mand Jens Jensen og tjenestekarlene, mens hun læser de netop ankomne julekort og glæder sig over det pyntede juletræ med fehår.
Sådan pynter man nemlig sit juletræ i 1930, hvor Karen og Jens fejrer jul på møllegården. Til juleåbent søndag 20. november kl. 11-16 gentager Museerne i Brønderslev Kommune succesen fra juni på Dorf Møllegård, hvor skuespillere genoplivede møller Jens Jensen, hans kone Karen og tjenestefolk.
Derfor møder gæsterne denne dag igen møllegårdens beboere. Stuehuset genlyder ikke "kun" af familiens og tjenestekarlenes stemmer den dag, men også af lyden af koret Side by side, som synger julesange.
Museumsinspektør Lykke Olsens stemme fylder også rummene, når hun fortæller om julen i "gamle dage" på landet på en rundvisning. Udover høresansen bliver smagssansen også stimuleret til arrangementet.
- Søde sager har altid været en del af julen, og derfor serverer vi smagsprøver på julekager fra tre forskellige århundreder og pebernødder efter en opskrift fra 1700-tallet. Vores frivillige bager også jødekager i den gamle stenovn i kælderen, som møllerfamilien brugte langt op i det 20. århundrede.
- Vi koger klejner i køkkenet og sælger bolsjer, fortæller museumsinspektør Lykke Olsen.
Hun fortsætter:
- Udover at være en fest med mange søde sager er julen jo også en højtid særligt for børn. Julen blev børnenes fest fra midt i 1800-tallet, og det markerer vi ved at arrangere både nisseløb, dukketeater og to forskellige juledekorationsboder for børn denne søndag. Der er altså nok at komme efter til juleåbent på Dorf Møllegård, hvor sanserne bliver stimuleret, og børnene er i centrum.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.