Mørk opereret: Ude fire-fem måneder
Aalborg Håndbolds bagspiller må endnu engang skrives på listen over langtidsskadede spillere
AALBORG: Aalborg Håndbolds bagspiller Marcus Mørk er ude i resten af sæsonen.
Det bekræfter Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen, efter at bagspilleren torsdag formiddag gennemgik en ny operation i sin skadede skulder.
Det er en sene i skulderen, der driller den uheldige bagspiller, som har været skadet i lange perioder af denne sæson.
- Vi håber, at han sammen med vores anden langtidsskadede bagspiller Martin Larsen er klar til at genoptage træningen, når den nye sæson starter op om fire-fem måneder, konstaterer Jan Larsen.
Aalborg Håndbold kan ikke gøre noget for at erstatte de langtidsskadede spillere i denne sæson. Men på længere sigt vurderer klubben da situationen på bagspiller pladserne.
Klubben siger farvel til Johan Jakobsson og Mads Mensah til sommer, og dermed bliver bagkæden tynd, hvis ikke de to langtidsskadede spillere kommer i gang.
- Vi har hentet Olafur Gustafsson og Isaias Guardiola til vores bagkæde, men det er selvfølgelig klart, at vi holder alt åbent med hensyn til yderligere forstærkning på de pladser. Vi vurderer alt afhængig af lægestabens tilbagemeldinger om vore skadede spillere, og jeg vil da ikke afvise, at der kan komme nye spillere ind til den nye sæson, konstaterer Jan Larsen.
Han understreger, at økonomien også spiller en rolle i den sammenhæng.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.