Mørk skygge over opvisning i Als
Gymnastikvenner i Als mindes ved det årlige forårsarrangement de to dræbte piger, der døde ved bilbrand i Berlin.
Når Als Gymnastikforening holder sin årlige forårsopvisning i Als Hallen søndag 18. marts om eftermiddagen, vil der hvile en mørk skygge over arrangementet. To af foreningens aktive gymnastikpiger gennem flere år, Line og Malene, vil mangle. De omkom i sommeren 2011 nær Berlin, og deres far sidder i disse dage på anklagebænken i Tyskland tiltalt for overlagt mord. Pigerne vil blive mindet i forbindelse med opvisningen. Det blev de for øvrigt også, da foreningen holdt sin generalforsamling. Pigernes mor var, indtil den ulykkelige hændelse, formand for Gymnastikforeningen i Als. Hun trak sig i den forbindelse fra formandsposten, men er fortsat medlem af bestyrelsen. - I bestyrelsen oplevede vi det som ret naturligt, at hun bad om at blive løst fra opgaven, siger Anne Marie Vestergaard, som i stedet på bestyrelsens vegne stod for fremlæggelsen af årsberetningen. Forårsopvisningen i Als på søndag følger ellers det traditionelle mønster, hvor en række af foreningens hold viser noget af det, de har arbejdet med i løbet af sæsonen. Med i år er foreningens største hold, formiddagsholdet, der tæller over 40 deltagere. Det er dog ikke alle formiddags-gymnasterne, der er med til opvisningen. Inden den afsluttende uddeling af præmier og gaver vil et stort opvisningshold fra Randers vise, hvad man kan drive det til.