Moity Sarr går efter en plads i folketinget
Moity Sarr går nu efter en plads i Folketinget for Enhedslisten. Det blev bekræftet i søndags ved generalforsamlingen for Region Nordjylland.
- Jeg bliver som den eneste fra Enhedslisten opstillet i Thisted-kredsen, siger Moity Sarr, der er bosat i Tødsø, og som med 296 personlige stemmer ved kommunalvalget i november, var tæt på at få en plads i kommunalbestyrelsen.
Men nu sigter den 29-årige socialrådgiverstuderende altså efter en plads på Christiansborg. Hun afløser Jens Otto Madsen, der i flere omgange har været Thisted-kredsens kandidat, men som nu sidder i Thisted Byråd og har valgt at koncentrere kræfterne her.
- Jeg ved, man siger, man skal starte småt. Men jeg har altid været politisk aktiv, så da jeg blev opfordret til at stille op, slog jeg til. Hvis jeg kan få en større platform at sige min mening på, så griber jeg chancen, siger Moity Sarr.
Hun er ikke i tvivl om, hvad hun vil kæmpe for, hvis hun skulle komme i Folketinget:
- Min største mærkesag vil blive Hanstholm Havn-projektet. Jeg mener, vi i denne egn af landet bliver ladt i stikken. Vi bliver talt om som Udkantsdanmark. Men vi er Vandkantsdanmark og har masser af muligheder. Vi får bare ikke midlerne til at realisere dem, siger Moity Sarr.
Hun er født og opvokset i Mauritanien i Vestafrika, men på grund af etnisk udrensning i landet flygtede familien til Danmark i 1991, hvor hun boede på Sjælland og senere i København. Som 23-årig flyttede hun til Mors, hvor hun bor i Tødsø sammen med mand og barn.
Hun har en bachelor i engelsk og europæiske studier fra Handelshøjskolen CBS og satser på til december at blive færdig som socialrådgiver fra VIA University i Holstebro.
- Jeg er ved at gøre min bachelor færdig. Den blev sat lidt i bero på grund af valgkampen til kommunalvalget. Det tog mere tid, end jeg havde forventet, siger hun.
I sin fritid kan man opleve hende som zumbainstruktør i Tødsø Forsamlingshus eller som logger, når Mors-Thy Håndbold spiller kamp.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.