Børnemishandling

Mor frifundet for vold mod børn

Hvis hun er skyldig, kan 90 procent af alle danske forældre dømmes for vold, mente forsvarer.

Et turbulent familieliv kulminerede for to børn i Brønderslev sidste sommer, da deres mor blev sigtet for vold imod dem. I retten i Hjørring stod den 52-årige kvinde onsdag tiltalt for fra 2008 til 2011 jævnligt at have slået sin 12-årige datter og 8-årige søn med knytnæver samt nevet og kradset dem på armene. Kvinden nægtede pure. - Jeg har ikke slået dem. Jeg skriger efter dem og tager fat i armene på dem, når de ikke vil opføre sig ordentligt, men det ligger ikke i min natur at gøre dem noget ondt, sagde moderen. Familiens omskiftelige tilværelse er især gået ud over den 12-årige pige, der en stor del af sit liv har boet hos sin far. Han er psykisk ustabil, og udsatte pigen for groft omsorgssvigt. Hun kom i plejefamilie, alt imens hendes mor kæmpede for at få hende hjem til sig. Det lykkedes ad rettens vej i 2008, men faldt sammen med, at moderens nye mand var alvorligt syg. - Jeg vidste godt, det ville være en stor mundfuld at få en så traumatiseret pige hjem. Jeg bad mange gange Brønderslev Kommune om hjælp til at lære hende at begå sig i samfundet og familien, fortalte kvinden. Men hun fik ingen hjælp. Mor blev en helt anden I slutningen af 2008 pådrog hun sig en arbejdsskade. Efter operation og sygemelding, mistede hun sit arbejde, og påbegyndte en omskoling. - Men i juni 2011 brød jeg fuldstændig sammen. Jeg var ikke den bedste mor for børnene i den periode, det er 100 procent sikkert. Men jeg slog dem ikke, bedyrede hun. To naboer og et lærer-ægtepar med nært kendskab og venskab til moderen og børnene bevidnede kvindens gode moderegenskaber. - Vi har ikke nogen sinde haft den tanke, at hun har slået børnene. Det her må være en misforståelse, var vidnerne enige om. At kvinden kan råbe højt, er blot sydlandsk temperament, mente vidnerne, herunder en af kvindens voksne sønner. Afhøringer bag lukkede døre Videoafhøringerne af de to børn blev afspillet for lukkede døre. Anklageren mente, at børnene på troværdig vis berettede om regelmæssig vold fra moderens side. Anklageren henholdt sig desuden til en udtalelse fra børnenes skole, hvor drengen en dag brød hulkende sammen og fortalte, at hans mor slog. Det var denne underretning, der fik Brønderslev Kommune til at gå til politiet sidste sommer. - Vidnerne er meget uforstående, men det er ikke usædvanligt. Børn ønsker ikke at udstille deres forældre på en måde, der kan skade dem. De holder facaden, mente anklageren, og argumenterede for fire måneders fængsel. Sagen skulle være stoppet Forsvareren ville have sin klient frifundet. - Det er ikke bevist at børnene er blevet slået. Hun tager fat i dem, som enhver forælder gør. 90 procent af alle forældre har gjort det samme, mente forsvareren. - Denne her sag skulle være stoppet forlængst. Den har haft store menneskelige omkostninger, sluttede hun. Domsmandsretten valgte at frifinde den 52-årige. Det skete dog ikke i enighed, idet de to lægdommere troede på moderens forklaring, mens retsformand Ib Jensen mente, kvinden skulle være dømt. Anklagemyndigheden har nu to uger til at overveje, om de vil anke afgørelsen. De to børn har været frivilligt anbragt i en plejefamilie siden sidste sommer.