Ildebrand

Mor og fem børn slap uskadt fra flammerne

Brand i hus på Møllesøvej tæt ved Dokkedal startet af gløder, der fik fat i en dør

Arkivfoto: Torben Hansen
Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 18:42

DOKKEDAL: En mor og hendes fem børn slap heldigt fra en brand på Møllesøvej 30 tæt ved Dokkedal. Brandalarmen indløb ved 23.30-tiden natten til tirsdag.

- Familien var kommet hjem fra en konfirmation, og moren ville lige tænde op i brændeovnen. Det lykkedes dog ikke rigtig, da der er problemer med råger, der bygger rede i skorstenen. Moren tømte derfor gløderne ud i en pose og satte dem udenfor på husets trappe. Her har gløderne åbenbart fået næring, så de kunne antænde husets fordør, forklarer indsatsleder Anders Brosbøl, Nordjyllands Beredskab i Aalborg Kommune.

Fordøren var af plastik, og den voldsomme røg fra den brændende dør bredte sig til hele huset. Der gik også ild i dele af forgangen.

- Men kvinden og hendes 18-årige søn fik - efter at have fået de andre børn ud - så nogenlunde slukket branden med vand fra en vandslange, så vi kunne nøjes med at efterslukke og så ellers få luftet gevaldigt ud i det røgfyldte hus, lyder det fra indsatslederen.

- Hele huset er sodet til. Alle husets vægge er nu sorte i stedet for hvide, og huset vil ikke være beboeligt i mange dage. Vi har skalsikret huset og så skal forsikringsselskab og skadesservice have styr på det, siger Anders Brosbøl, der kun har roser til overs for familiens håndtering af branden, da det først var gået galt.

Familien, der nu skal genhuses, kunne ovenpå forskrækkelsen tilbringe natten hos en morfar, der bor lige i nærheden, fortæller indsatslederen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden