Brandstiftelser

Mordbrandsag kan ende i Polen

Det kan være hensigtsmæssigt, at mordbrandsagen fra Vejgaard afsluttes i Polen, da både offer og formodede gerningsmænd er derfra


Opdateret kl. 17:11

AALBORG: Det er endnu uvist, hvad der kommer til at ske fremadrettet, efter seks personer er blevet anholdt i Polen for deres forbindelse til den voldsomme mordbrand, der kostede en 30-årig kvinde og en mand livet 10. januar i år.

Da både offer og formodede gerningsmænd er fra Polen, kan det være hensigtsmæssigt, at sagen bliver varetaget af den polske anklagemyndighed.

- Vi er i dialog med den polske anklagemyndighed for at vurdere, om sagen kan køre i Polen: Både de formodede gerningsmænd og ofret er fra Polen, så det kan være hensigtsmæssigt, at det foregår der, siger lederen af efterforskningen i Nordjylland, vicepolitiinspektør Frank Olsen, Nordjyllands Politi.

- Det tyder på. at det er et rent polsk anliggende, så det er kun gerningsstedet, der har været i Danmark, tilføjer han.

Ni personer krydsede grænse

Nordjyllands Politi begyndte kort efter branden at undersøge den polske forbindelse, da man fandt ud af, at ni personer havde krydset grænsen i to polsk indregistrerede biler kort før mordbranden.

- Derfor indledte vi hurtigt et samarbejde ned polsk politi, og det samarbejde har ført til de seks anholdelser. Derudover er to personer blevet efterlyst, mens den niende formodede gerningsmand muligvis er ham, der er omkommet i branden, siger Frank Olsen.

De seks anholdelser betyder samtidig, at Nordjyllands Politis arbejde med sagen er ved at være slut.

Mangler fortsat motiv

- Efterforskningen har handlet meget om at kortlægge de ni menneskers færden fra Polen til Danmark og deres færden omkring gerningsstedet, det er vi så småt færdige med, siger Frank Olsen.

Hvad motivet bag mordbranden har været, ved Nordjyllands Politi endnu ikke.

- Vi ved, at der har været drevet noget bordelvirksomhed fra adressen, men om det har noget med sagen at gøre, er ikke til at sige, lyder det fra Frank Olsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden