Moren troede oldefar var for gammel til at begå overgreb

Hun fortæller i retten, hun selv blev udsat for overgreb

Arkivfoto <i>Bente Poder</i>

Arkivfoto Bente Poder

HJØRRING/BRØNDERSLEV:Torsdag vidner moren til de to børn, som politiet mener, er blevet seksuelt misbrugt af deres papoldefar, i retten i Hjørring.

Hun fortæller, at hun selv er blevet krænket af den nu 80-årige mand.

Men alligevel turde hun godt lade ham være alene med børnene, fordi hun troede papoldefaren var for gammel til at gøre noget grimt ved hendes børn.

Forældrenes svar

På tredjedagen i Oldefarsagen er det blevet forældrenes tur til at svare på spørgsmål fra anklager og forsvarer i sagen, hvor den 80-årige mand fra Brønderslev er tiltalt for frem til 2011 at have seksuelt krænket ni drenge og piger i familie og omgangskreds.

En medtiltalt mand på 48 år fra Brønderslevegnen er tiltalt for seksuelle overgreb over en treårig periode på en nu 12-årig pige.

Moren anede intet

Den første der skulle afgive sin vidneforklaring var moren til en 12-årig pige og 11-årig dreng fra Vendsyssel, som nu er anbragt i en plejefamilie.

Den biologiske mor fortalte, at hun ikke havde haft på fornemmelsen, at to af hendes børn skulle være blevet seksuelt misbrugt.

Heller ikke efter, at en pædagog i børnehaven havde antydet, at det kunne være sket.

Misbrugt som barn

Moren fortalte også, at hun selv var blevet misbrugt som barn af den nu 80-årige mand. På sagens første dag, afviste den gamle mand, at det skulle være tilfældet.

Både anklager, forsvarer og en bistandsadvokat ville alle gerne vide, hvordan at moren kunne finde på, at overlade sine børn til en mand, som hun selv hævder, at hun er blevet misbrugt af.

Hun forklarede, at hun havde lagt sin fortid bag, da hun fik børn og at hun desuden troede, at hendes papbedstefar var blevet for gammel til sådan noget.

Børnenes forklaring

Begge børn har til politiet forklaret, at de er blevet seksuelt misbrugt af mænd fra familien.

Pigen har forklaret at hun er blevet udsat for seksuelle krænkelser af både sin fars 48-årige fætter og af sin papoldefar.

Hendes lillebror har fortalt om seksuelle overgreb begået af papoldefaren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.