Mors-Thy Håndbold missede matchbold
MTH løb ind i en ordentlig øretæve til GOG i kvalifikationsspillet til ligaen.
Mors-Thy Håndbold havde chancen for definitivt at sikre sig adgang til næste sæsons Håndboldliga, men nordvestjyderne fik en lussing på Fyn på 35-28 efter en kamp, hvor de aldrig var i nærheden af point. Skanderbog Håndbold havde ellers ved at slå TMS Ringsted spillet første matchbold i hænderne på Mors-Thy, men de formåede slet ikke at gribe chancen. MTH fulgte med i kampens første ti minutter til 5-5, men der blev misbrugt alt for mange chancer, ligesom MTH’s flade 6-0 forsvar i første halvleg var ren guf for hjemmeholdet, som nærmest løb kontraløb og scorede, som det passede dem. Faktisk var keeper Thomas Aagaard blandt meget få MTH’ere, der før pausen kunne være indsatsen bekendt, selv om han ofte blev svigtet af sit forsvar. Efter pausen gik MTH over til en offensiv 3-3 opdækning i forsvaret, og det bekom tydeligvis ikke GOG’erne specielt godt. Det gav da også et par hurtige reduceringer til nordvestjyderne, men nærmere end seks mål efter pausen kom MTH aldrig i opgøret på Fyn. Morten Balling blev topscorer for MTH med otte mål. MTH har dog endnu to matchbolde på hjemmebane mod TMS Ringsted på onsdag og mod Skanderborg på søndag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.