Mors-Thy jagter drømmen
For MTH-cheftræneren Jan Paulsen er nøglen til sejr over Ringsted, at MTH tager initiativ fra start

I aften kan cheftræner Jan Paulsen og Mors-Thy for første gang nogensinde sikre sig en plads i slutspillet. Arkivfoto: Ole Iversen
RINGSTED:Matchbold dækker vist ganske godt den situation, som Mors-Thys ligaherrer står i aften i Ringsted Hallen mod TMS Ringsted.
For med et forspring på to point og et plus på seks mål til Ribe-Esbjerg vil Mors-Thy med blot uafgjort sikre sig den slutspilsplads, som har været klubbens mål hele sæsonen. Og på papiret ser det overkommeligt ud. TMS Ringsted ligger tredjesidst med udsigt til nedrykningsspil.
Men det med det overkommelige køber cheftræner Jan Paulsen ikke helt:
- Det kan sagtens blive en overordentlig svær kamp. Ringsted kan spille helt uden nerver, fordi de ikke har noget at spille for, mens vi kan forkrampe, fordi vi har pisken over nakken.
Ifølge cheftræneren, så ligger nøglen til kampen i følgende:
- For os gælder det om at tage initiativet fra start og sørge for, at spillet kommer til at foregå på vore præmisser. Og så skal vi være tålmodige i angrebsspillet, så de ikke får lov at løbe kontraer.
Men på trods af udebane og et gevaldigt pres, så er troen i behold hos Mors-Thy-træneren:
- Selvfølgelig tror jeg på det. Nu går vi efter drømmen.
Jan Paulsen regner med at komme til Ringsted med alle spillere fit for fight.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.